ForsidePensionsBeregningPensionsReglerPensionsMarkedPensionsRådgivningPensionsForumArtiklerNyhederOm EIP / Kontakt
Søg i Regler, Nyheder og Artikler
Udvidet søgning

Ældre betaler dyrt for ikke at bruge netbank


Flere og flere danskere over 60 år er jævnligt på nettet. Alligevel er det stadig et mindretal, der bruger netbank.


Tal fra Danmarks Statistik viser, at mens 61 % af danskere mellem 60-74 år har været på nettet inden for de seneste tre måneder, er det kun 44 % af aldersgruppen, der bruger netbank. Dermed går de ældre bankkunder glip af en række fordele og besparelser.


”I de fleste banker er det i dag sådan, at kunder, der i stor udstrækning betjener sig selv via netbanken, bliver belønnet i form af lavere priser og færre gebyrer. Samtidig ser vi en stigning på gebyrerne for personlig ekspedition, for eksempel i forbindelse med pengeoverførsler eller betaling af regninger. Det rammer især ældre kunder.” siger Kenneth Bach-Nielsen, direktør i euroinvestorpension.dk, der blandt andet står bag Ældre Sagens nye pensionsunivers på nettet.


Bank tager udfordringen op
Internetbanken Basisbank har nu taget utraditionelle metoder i brug for at sikre, at kunderne kommer godt i gang med at bruge netbank. Som en del af en offensiv overfor dem, der nærmer sig pensionen eller allerede er gået på pension, får nye kunder tilbud om at få besøg af en rådgiver, der udover at tilbyde et komplet økonomitjek også sørger for at oprette adgangen til netbanken.


Netbanken giver mig overblik
"71-årige Connie Otto er en af de bankkunder, der selv varetager sine bankforretninger på nettet. ”Det er mere end 10 år siden, jeg begyndte at bruge netbank, og det har altid fungeret for mig. Netbanken giver mig overblik over min økonomi, og jeg synes at det er rart selv at kunne stå for betalingerne” siger hun og konstaterer, at det bestemt ikke er alle i hendes omgangskreds, der går i banken over internettet.


Den holdning skal de dog ikke forvente at finde sympati for hos Connie, for ”når man nu alligevel har en computer med internet-adgang, kan man jo lige så godt udnytte alle de fordele, der er ved den.”


Sjældent problemer
”Vores erfaring viser, at når man først er kommet i gang med at bruge netbank, er der sjældent problemer. Det gælder alle, uanset alder. Nogle gange oplever vi, at der lige skal overvindes nogle mentale barrierer først - eksempelvis omkring sikkerheden ved netbank eller bekymringen for at gøre noget forkert. Der kan et tilbud om et velkomstmøde, enten i banken eller hjemme hos kunden, være betryggende”, siger Charlotte Seiergaard, privatkundedirektør i Basisbank.


Netbank øger uafhængigheden
Kenneth Bach-Nielsen hilser initiativet velkommen: ”Vi ser gang på gang, at det er de ældre bankkunder der rammes, når bankerne strammer op på gebyrerne eller lukker de små filialer. Er man først blevet fortrolig med netbank, er man ikke længere afhængig af en filial i nærområdet og har i højere grad mulighed for at vælge den bank, der er billigst i forhold til ens behov”.