|
Godt jeg ikke er pensionist Danskerne er stærkt utilfredse med velfærden på ældreområdet og glæder sig ikke til den dag, de får brug for hjemmehjælp og plejehjem. Imens konstaterer kommunerne, at de ældre ikke selv klager og er godt tilfredse med servicen. Otte ud af 10 danskere over 45 år mener, at hjemmehjælpen til ældre er for dårlig. Det samme mener syv ud af 10 om plejehjemsstandarden. Og over halvdelen ville generelt være utilfredse med servicen, hvis de selv var folkepensionister.
Så massiv er danskernes kritik af de offentlige servicetilbud på ældreområdet i en spørgeskemaundersøgelse, som Forsikring & Pension har foretaget. - Når man ser eksempler på, at ældre borgere får en times rengøring hver fjerde uge, så kan jeg godt forstå befolkningens utilfredshed. Serviceniveauet er blevet ringere og er ude af trit med folks forventninger om, at man kan få hjælp fra det offentlige, hvis man får sværere ved at klare sig selv, siger ældrepolitisk konsulent Jens Højgaard fra Ældre Sagen. Professor i statskundskab Jørgen Goul Andersen fra Århus Universitet supplerer: - Der vil altid være en vis utilfredshed, men der er formentlig blevet mere grund til det de senere år. Selv om undersøgelser har vist, at hjemmehjælpen er bedre end sit rygte, så er fx rengøringen mange steder skåret ned til det rene ingenting. Disse voldsomme besparelser rammer mange mennesker. Kommunerne: Ingen klager fra de ældre Kommunernes Landsforening (KL) synes ikke, at man skal lægge så meget i befolkningens utilfredshed. - Jeg tror de fleste synes, at vi skal gøre mest muligt for de ældre og derfor er kritiske. Men det er svært at forholde sig til noget, som folk tror eller måske har hørt noget om. Jeg lægger vægt på, at det er sjældent, vi hører kritik fra de ældre selv, der modtager vores serviceydelser, siger formand for KL's social- og sundhedsudvalg Anny Winther. Utilfredsheden er jo massiv. Er der slet ikke noget at komme efter? - Vores måde at løse og prioritere opgaverne på ændrer sig løbende. Hvis vi tager den praktiske hjælp i hjemmet, så har vi rettet fokus mere over på hjælp til selvhjælp, så dem, der godt kan klare noget af det selv, ikke får den samme service som dem, der har et stort behov. Jeg kan ikke udelukke, at det for nogle giver anledning til utilfredshed, siger Anny Winther. Manglende politisk prioritering - I lang tid har man villet løse flere og flere velfærdsopgaver inden for den samme økonomiske ramme. Jeg tror mange har en oplevelse af, at en masse opgaver løses halvdårligt frem for, at nogle klart prioriterede opgaver løses godt, siger han og uddyber: - Hvis ikke politikerne bliver bedre til at fortælle befolkningen, hvad der realistisk kan lade sig gøre, så fortsætter forventningspresset med at stige. Man skal huske på, at jo flere velfærdsydelser vi har vænnet os til, jo mere forventer vi, og jo sværere bliver det at fjerne noget igen. LLP Kilde: Forsikring & Pension |