|
Er gratis godt når det gælder pensionsrådgivning?
Af Jan Wihlborg, Nordnet Bank
Måske har du ikke opdaget det, men der er udbrudt en krig i Danmark – mellem pensionsselskaber og pensionsmæglere. Og det er milliarder af kroner det handler om, penge som i sidste ende kommer fra de danske lønmodtagere. På den ene side hævder pensionsselskaberne, at pensionsmæglerne er et helt unødvendigt mellemled, som koster danskerne milliarder i tabte pensionskroner. På den anden side forsvarer pensionsmæglerne sig med, at de er den eneste kvalificerede mulighed, man har for at få en uvildig rådgivning. Når pensionsleverandørerne begynder at angribe uafhængige rådgivere, med – indtil videre – udokumenterede beskyldninger, om misbrug af midler og dårlig rådgivning i øvrigt, bliver min naturlige nysgerrighed vakt. Jeg bilder mig ind at jeg kan se konflikten fra flere sider. Jeg har nemlig i snart 20 år arbejdet med pension, både i bank, i pensionsselskaber og som godkendt pensionsmægler. Jeg har i den tid fungeret som både rådgiver, men absolut også som sælger. Min erfaring er, at skal man være sikker på at få uvildig rådgivning, så må man også betale for det. Kan pensionsleverandøren rådgive ordentligt? Et væsentligt spørgsmål, som man bør stille sig selv, er om man har brug for rådgivning. Ved jeg, som almindelig bruger af en pensionsordning, hvilke forhold jeg skal være opmærksom på? Hvordan er produktet skruet sammen? Hvad er konsekvensen ved de betingelser, der følger med min pensionsordning? Kan jeg stille de rigtige spørgsmål og gennemskue de svar jeg modtager? Rigtig mange kan ikke det. Noget som blandt andet skyldes branchen selv. Man har været god til at formulere sig så tilpas uforståeligt, at det har været naturligt at efterspørge rådgivning. Hvilket selskaberne så belejligt nok selv tilbyder. Der er ingen tvivl om at pensionsselskaberne og deres rådgivere kender deres eget produkt til fulde, og de er selvfølgelig også overbeviste om, at de har det bedste produkt, især når det kommer til afkast og omkostninger – det kan selv jeg se på deres hjemmeside. Desværre står det på samtlige pensionsleverandørers hjemmesider – hvad er så rigtigt? Kan det tænkes, at en rådgiver fra et selskab rent faktisk vil være så oprigtig, at påpege eventuelle uhensigtsmæssigheder ved netop sit eget produkt, eller gøre opmærksom på, hvis et andet selskabs produkt på det ene eller andet punkt er bedre end deres eget? Naturligvis ikke – hvorfor skulle de? Og kender de overhovedet til konkurrenternes produkt? Med andre ord, min holdning er, at man selvfølgelig kan modtage god rådgivning af en pensionsleverandør – især om generelle regler og forhold der regulerer det danske pensionsmarked, og om hvorvidt det er fornuftigt at spare op til pension eller ej. Men man skal være sig bevidst om, at pensionsleverandøren ret beset kun kan pege på egne produkter. Korrupte pensionsmæglere? Pensionsselskaberne mener, at pensionsmæglernes rådgivere er styret af egne økonomiske interesser, og dermed ikke kan levere den seriøse rådgivning, som de påstår, at de står for. At de med andre ord sælger det produkt, som det bedst kan betale sig for dem at sælge. Havde det drejet sig om offentlige myndigheder, ville beskyldningen have lydt på korruption. Dette kan man så helt undgå ved at gå direkte til pensionsleverandøren! Så sparer man både pengene, og man bliver ikke manipuleret med. I hvert fald ikke hvis man er sig bevidst om deres interesse i at sælge egne produkter. Men så er vi jo lige vidt. I hvert fald for den store gruppe danskere, som ikke har et godt overblik over pensionsmarkedet. Der er rigtig mange pensionsrådgivere på det danske marked, faktisk så mange, at man får en fornemmelse af, at der er et behov. Ligesom med pensionsleverandører, så findes der både gode og dårlige rådgivere. Men rigtig mange kan faktisk kalde sig uvildige rådgivere. Det vil sige at de ikke modtager provisioner fra de selskaber, som de anbefaler. Hvad er pensionsselskaberne bange for? Hvad er pensionsselskaberne så bange for, hvis rådgiveren er uvildig? Hvem kan egentlig miste noget ved, at vi som forbrugere bliver mere oplyst? Man kan ikke lade være med at have en mistanke om, at det er frygten for, at man ikke har det bedste produkt, eller ikke er helt gennemskuelig. Set fra min stol som pensionsleverandør er det utrolig positivt at blive formidlet af en uvildig rådgiver. Hvis rådgiveren virkelig er uvildig, kan jeg naturligvis ikke kontrollere, om det er netop mine produkter, som bliver solgt. Men min fornemste opgave som pensionsleverandør, er at levere et produkt, jeg kan stå inde for, og som jeg ved, vil leve op til de krav og forventninger, en kunde med rette kan forlange. Den bedste og mest overbevisende bekræftelse, jeg kan få på, at jeg opfylder disse kriterier, er ved at lade mit produkt vurdere af en uvildig rådgiver, som helt uafhængigt vil pege på mit produkt. Sådan sikrer du dig uvildighed - se mere her |