|
Takket være positive afkast i årets første måneder er formuen i LD vokset yderligere her i 2010. Det vil sige, at det samlede afkast har været større end udbetalingerne både i 2009 og i starten af 2010. En meget stor gruppe af medlemmer udskyder udbetalingstidspunktet, selv om de er blevet 60 år og dermed er udbetalings-berettigede, oplyser LD.
Den nye årsrapport fra LD, som er offentliggjort i dag, beskriver Den Professionelle Forening LD, som omfatter hovedparten af LDs børsnoterede investeringer. Foreningen er stiftet af LD for på den måde at kunne outsource investeringsforvaltningsopgaver.
LD er i gang med at gennemføre et EU-udbud, hvor rådgivning om investeringerne i Den Professionelle Forening LD udsættes for international konkurrence. Inden for de lovregulerede procedureregler tilstræber LD så stor gennemsigtighed som muligt.
Ved udgangen af 2009 havde fire ud af seks porteføljer i Den Professionelle Forening LD opnået det maksimale antal fem stjerner i Morningstars rating, som omfatter investeringsforeninger i hele Europa.
Selskabet Kirstein Finansrådgivning sammenligner to gange årligt afkast og omkostninger i LD Vælger med resultaterne hos bankernes pensionspuljer, investeringsforeningernes balancerede afdelinger samt pensionsselskaberne.
Analysen, der vises på ld.dk, har gennem flere år bekræftet, at LD har lave omkostninger. LD Vælger omfatter 92 procent af den samlede formue i LD, og her var omkostningsprocenten i forbindelse med investeringerne i 2009 på 0,09 procent.
LD har ydermere lavet en opgørelse af alle indirekte omkostninger, som afholdes i investeringsfonde mv. Medtages også disse indirekte omkostninger, som fradrages afkastet i enkelte investeringsfonde, bliver omkostningsprocenten i LD Vælger på 0,29 procent, oplyser LD i en pressemeddelelse. |