|
Mange folkepensionister bidrager positivt til samfundshusholdningen En ny analyse fra Ældre Sagen dokumenterer, at stigende pensionsopsparinger betyder, at mange folkepensionister nu betaler mere i skat, end de modtager i sociale ydelser som folkepension. Af Lars Mandal 16 % - cirka 125.000 - af samtlige folkepensionister betaler mere i skat, end de får i folkepension og andre ydelser. For de ældste over 85 år gælder det for hver tiende pensionist, men for de 65-69 årige gælder det hver femte. Pensionister, der betaler mere i skat, end de modtager i pension, får lavere pension end gennemsnittet. De modtager nemlig kun 2/3 af den gennemsnitlige pension, og samtidig betaler de tre gange så meget i skat sammenlignet med den gennemsnitlige pensionist. Tallene i Ældre Sagens analyse viser, at for hver ny årgang, der går på pension, stiger andelen med pensionsopsparing. På længere sigt betyder det, at folkepensionisterne på den ene side bidrager mere og mere til samfundshusholdningen, og på den anden side modtager de lavere ydelser fra de offentlige kasser. De bliver i højere grad selvfinansierende, og det aflaster de offentlige finanser. Administrerende direktør Bjarne Hastrup, Ældre Sagen, siger, at ”nu må det være slut med den ofte fremsatte ydmygelse af ældre borgere som en såkaldt ældrebyrde. Tallene viser, at ældre bidrager økonomisk positivt til samfundsøkonomien, de er snarere en vigtig del af løsningen end af problemet.” Når man for 20 år siden forlod arbejdsmarkedet, gik man almindeligvis fra at være netto skatteyder til at blive modtager af ydelser fra samfundet. Sådan er det ikke længere. For hver ny årgang, der går på folkepension, stiger andelen med pensionsopsparing, og da udbetalinger fra disse pensionsordninger beskattes, så betyder det, at flere og flere folkepensionister fortsætter med at bidrage til fællesskabet, selvom de ikke længere er på arbejds-markedet. I 2007 var der ca. 125.000 folkepensionister, der betalte mere i indkomstskat end de modtog i sociale ydelser. Det svarer til 16 % af folkepensionisterne. Læs mere om analysen på Ældre Sagens hjemmeside www.aeldresagen.dk |