Med nogle års forsinkelse er der i flere større amerikanske byer begyndt en bølge af protester mod Wall Street – 99 procenterne. Spørgsmålet er om denne protestbevægelse har et reelt argument eller bevægelsen skal betragtes som ”en flok uvaskede hashvrag” som den amerikanske højrefløj ynder at fremstille dem.

Med andre ord er der forhold i det kapitalistiske system og særligt banksystemet som virker urimeligt eller lige frem udbyttende uden, at offentligheden kan få øje på disse forhold med det blotte øje.

Langt de fleste både højre og venstre orienterede vælgere verden over accepterer ”fuld konkurrence” som værende den katalysator der på rimeligst vis fordeler goderne i et samfund på en fornuftig måde.

 Har man en god ide til et godt produkt – så vil ”fuld konkurrence” sikre, at flere producenter begynder at producere dette produkt. Hurtigt vil produktets pris falde og forbrugeren får via fuld konkurrence gode kvalitetsprodukter til billige priser. Stort produktudbud og stor efterspørgsel skaber arbejdspladser og den enkelte får løn samt en masse forskellige produkter at vælge mellem til rimelige priser.

Den person som fik den gode ide og gennemførte ideen bliver måske meget rig men det gør hele samfundet også. Apples grundstifter Steve Jobs er et godt eksempel.

De fleste anerkender derfor, at ”fuld konkurrence” er roden til generel velfærd. Se blot Ruslands og Kinas opgør med betonkommunismen i slutningen af 80’erne.

Hvorfor tager hele verden så hatten af for Steve Jobs mens en stadig tiltagende te-bevægelse gør oprør mod Wall Street og hele bank-systemet.

Svaret skal findes i ”fuld konkurrence” eller mangel på sammen.

Apples produkter kan enhver forbruger bedømme. Tag fat i en ufaglært, en håndværker eller akademiker – de har alle en holdning til en Iphone. De kan alle gennemskue eksempelvis design og funktionalitet i forhold til pris.

Tag derimod et hvilken som helst pensions- eller investeringsprodukt og foretag sammen undersøgelse. Selv den dygtigste akademiker vil med meget stor sandsynlighed ikke være i stand til fuldt ud at gennemskue et tilfældigt valgt pensions- eller investeringsprodukt.

Her ligger hunden begravet. Langt de fleste vil sige der er fuld konkurrence på både det nationale og det internationale bankmarked. Det er der derimod ikke.

Der er en ganske betydelig grad af vidensmonopol som kun en lille elite er opmærksomme på og bevidst omkring.

Selv den almindelige bankfunktionær har ikke den nødvendige viden til at gennemskue den manglende konkurrence, der eksisterer på bankmarkedet generelt. Det kræver en særlig akademisk uddannelse samt mange års indsigt og erfaring i bankverdenen for at kunne gennemskue dette vidensmonopol.

I Danmark er der formentlig ikke mere end 50-100 personer som ligger inde med denne viden. Langt de fleste af disse personer er en del af bankverdenen og lukrerer personligt på den manglende konkurrence i form af ekstraordinære høje lønninger. Med andre ord er der ingen som har interesse i at gøre offentligheden opmærksom på dette vidensmonopol og dets omfang.

Monopolets omfang og pris. 

At der er noget galt kan man hurtigt få øje på ved at tage udgangspunkt i realkreditten. Det danske realkreditsystem har eksisteret i 150 år og har altid været debitordrevet. Det vil sige, at produkter og priser har været tilrettet forbrugeren bedst muligt. Det kan lade sig gøre fordi realkreditinstitutterne har været fondsejet og repræsentantskabet som styre realkreditinstituttet har været domineret af realkreditlånere - kunden. Der har været få institutter og produkterne har været meget gennemskuelig. Konkurrencen har derfor været hård.

Bank-verdenen er derimod aktionær ejet og her opstår interessekonflikten. Aktionæren er kun interesseret i at få størst mulig profit og har derfor modstridende interesser i forhold til forbrugeren.

Eksempel

Et realkreditprodukt har de sidste mange år kostet omkring 0,5 %. Et pensionsopsparingsprodukt koster i Danmark derimod mellem 1 og 1,5 %. En forskel mellem 0,5-1 procentpoint lyder ikke af meget for det utrænede øje.

Men når det sættes i relation til en samlede opsparingsformue i Danmark på over 2000 mia. kr. så er der altså en indtjeningsforskel på mellem 10-20 mia. kroner om året. En forskel der alene kan tilskrives den manglende konkurrence på pensions- og investeringsområdet.

Pensions- og investeringsområdet er nemlig uden risiko for banken i modsætning til realkreditlånet. Og den egentlige pris for et pensionsprodukt i en verden med fuld gennemsigtighed og fuld konkurrence burde være under de 0,5 %, som realkreditproduktet har kostet de sidste mange år.

Hvor ligger hunden begravet?

Hunden er begravet i nærheden af forskellen mellem aktiv- og passivforvaltning.

Aktivforvaltning koster ca. 0,5-1 procentpoint mere end passivforvaltning. I Danmark anvendes der stort set kun aktivforvaltning. Nationalbanken har for nylig vist, at 80 % af alle investeringerne ville give et bedre afkast, hvis de var passivt forvaltet. Eller mere præcist 80 % af alle aktivforvaltede investeringsforeninger kan ikke ”slå” en tilsvarende passivt forvaltet indeksstrategi.

For mange pensionsopsparere ville alene omkostningsbesparelsen ved en indeksforvaltede pensionsopsparing betyde at hun/han ville få mellem en halv og en hel million kroner mere i pension, hvis hun/han havde valgt en indeksforvaltede pensionsopsparing.

Heri består vidensmonopolet. Den enkelte pensionsopsparere får ikke valget mellem indeksforvaltning og aktivforvaltning. Banken tjener betydelig mere på aktivforvaltning og derfor bliver det gode passive alternativ ikke vist.

Med andre ord valgte man i Danmark at opdele banksektoren efter sammen konkurrenceprincipper som i lægeverdenen, hvor den praktiserende læge ikke må have økonomiske interesser i apoteker og medicinalindustrien, så ville der være meget store velfærdsfortjenester i milliard-kroners klassen.

Så den nye te-bevægelse i USA, der gør oprør mod Wall Street har en berettigelse. Det kan bare være svært at få øje på eller sandsynliggjort.