ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Udbredt bekymring for pensionen

Af: Redaktionen



Danskerne er i høj grad bekymrede for, om de sparer nok op til tilværelsen som pensionist. Især de danske kvinder er begymrede.

 

I en ny undersøgelse peger hele 45 procent af de adspurgte kvinder på, at de i 'høj grad' eller i 'nogen grad' er bekymrede for, om de har afsat tilstrækkeligt med penge til tilværelsen som pensionister. Læg dertil, at 34 procent af kvinderne er 'mindre bekymrede', men dog bekymrede for, om de lægger nok til side til alderdommen.

 

"Der er mange som i dag kun har en kapitalpension eller ratepension, som de regner med skal udbetales over en 10-årig periode. Efter det er der kun folkepensionen og eventuel anden privat opsparing at leve af. Derfor er det vigtigt, at man gør op med sig selv tidligt, hvad man vil leve af som pensionist," siger koncerndirektør i PFA, Lars Ellehave-Andersen.

 

Mændene er også bekymrede

Undersøgelsen, der er lavet af Capacent Epinion for PFA Pension, viser ligeledes, at 36 procent af mændene i 'høj grad' eller i 'nogen grad' er bekymrede, mens 46 procent af mændene er bekymrede i 'mindre grad'.

 

Grund til bekymring

Og mange danskere, især kvinderne, har reelt grund til at bekymre sig. Hele 47 procent af kvinderne regner nemlig med at være gået på pension, når de er fyldt 65 år, mens det gælder for 34 procent af mændene. Kvinderne vil dermed både tidligt på pension, mens de også lever længere end mændene. Regnestykket bliver endnu mere skævt, når man kigger på de årlige indbetalinger. En analyse af PFAs pensionskunder viser nemlig, at mens mænd i gennemsnit betaler 46.750 kroner ind på deres pensionsopsparinger om året, så indbetaler kvinderne kun 36.894 kroner.

 

Forventer at leve længe

56 procent af danskerne forventer, at de vil have en pensionstilværelse, der varer i mere end 15 år, hvilket ifølge PFA Pension hænger dårligt sammen med, at mange kun sparer op på for eksempel en ratepension, som skal udbetales over 10 år.

 

Gennemsnitslevealderen for kvinder er i dag 81 år, mens den for mænd er 76 år. Såvel for mænd som for kvinder forventes gennemsnitslevealderen at fortsætte med at stige.

 




Tilbage