|
|
PFA adskiller sig fra de fleste andre kommercielle selskaber ved at være ejet af kunderne. Derfor er der ikke en kreds af aktionærer, der skal have et stort udbytte.
Der er stor forskel på, hvem overskuddene i pensionsselskaberne kommer til gode. I et kundeejet selskab som PFA Pension er det pensionskunderne.
Derfor er der for nylig blevet overført yderligere 165 millioner kroner til pensionskunderne via det, der hos PFA kaldes KundeKapital. Det skyldes bl.a., at PFA har branchens laveste driftsherretillæg til egenkapitalen, der er den betaling, som pensionskunder betaler til ejerne for at stille kapital til rådighed.
”Mens langt de fleste pensionsselskaber har aktionærer eller store moderselskaber at tænke på, når overskuddet skal fordeles, så har vi vores pensionskunder. Med KundeKapital sikrer vi, at mest muligt af værditilvæksten kommer kunderne til gode i form af en højere rente,” siger direktør Peter Rosenlind-Nissen.
Langt de fleste præmiebetalende pensionskunder i PFA sparer op med KundeKapital. De har, for den del af opsparingen, der ligger i KundeKapital gennem 2009, fået tilskrevet en foreløbig rente på 10,6 procent før skat, hvilket nu er blevet forhøjet til en rente på 20 procent før skat for 2009. Det bliver til ekstra 165 millioner kroner, der er sat ind på pensionskundernes opsparinger i juni.
”Fordelene ved at være pensionskunde i et kundeejet selskab er, at der ikke skal findes en stor pose penge hvert år, der skal betales som udbytte til nogle ejere. Derfor kan vi i PFA koncentrere os om at holde omkostningerne nede og give vores pensionskunder en favorabel rente,” siger Peter Rosenlind-Nissen.
|