ForsidePensionsBeregningPensionsReglerPensionsMarkedPensionsRådgivningPensionsForumArtiklerNyhederOm EIP / Kontakt
Søg i Regler, Nyheder og Artikler
Udvidet søgning



70-årige skal alligevel hæve kapitalpension

Af: Redaktionen



Der er stor usikkerhed blandt pensionisterne, og de mangler information. Derfor har Ældre Sagen bedt skatteministeren om hurtigt at finde en løsning.

Som led i skatteaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti blev det aftalt, at aldersgrænsen for ophævelse af en kapitalpension skulle hæves fra 70 til 75 år. Den ændrede aldersgrænse skulle have virkning fra 1. marts 2009.

Ældre Sagen så med stor tilfredshed på ændringen og gik straks i gang med at oplyse medlemmerne om de nye regler. Også Skatteministeriet henstillede til forsikringsselskaber, pensionskasser og pengeinstitutter, at de ikke skulle beregne afgift af en kapitalpension, når ejerne fyldte 70 år.

Nu har Skatteministeriet imidlertid trukket denne henstilling tilbage den 12. marts. Ministeriet har meddelt, at den aldersgrænse, der står i pensionsbeskatningsloven (dvs. 70 år), gælder, indtil reglerne i skatteaftalen er vedtaget og trådt i kraft.  

Uacceptabelt

”Det er helt uacceptabelt at udskyde ikrafttrædelsen af den nye aldersgrænse, til hele skattepakken er vedtaget. Den nye aldersgrænse må sættes i kraft hurtigst muligt,” siger Ældre Sagens adm. direktør, Bjarne Hastrup.

Han mener, at hvis det ikke kan ske fra 1. marts, må der hurtigst muligt fremsættes lovforslag om forhøjelse af aldersgrænsen.

”Det er uanstændigt at en gruppe pensionister skal lide tab, fordi de tvinges til at ophæve deres kapitalpension, inden den samlede skattepakke er vedtaget.”

Det drejer sig om de pensionister, der fylder 70 år mellem 1. marts og grundlovsdag – eller hvornår skattepakken bliver vedtaget. 

”Vi finder forløbet stærkt beklageligt. Det eneste rimelige var at lade den nye aldersgrænse træde i kraft hurtigst muligt, dvs. fra 1. marts,” mener Bjarne Hastrup, der får mange henvendelser fra medlemmer, der føler sig usikre og rådvilde, fordi de ikke får information om, hvordan de er stillet i forhold til deres kapitalpension.




Tilbage