|
|
Analyse fra Ældre Sagen dokumenterer, at det halter med kendskabet til at de kontante fordele ved at fravælge efterlønnen.
Kun få personer i den kommende efterlønsgeneration er klar over, hvad de egentlig kunne tjene, hvis de blev fem år mere i deres job. En ny analyse fra Ældre Sagen dokumenterer, at kun lidt flere end hver anden af de 58- til 64-årige ved, at de kan få skattenedslag oven i efterlønspræmien, hvis de fortsætter på arbejdsmarkedet til de er fyldt 65.
Samtidig kender de heller ikke til muligheden for at arbejde under efterlønnen, skriver dagbladet Børsen.
"Vi kan konstatere, at kendskabet til især skattenedslag og mulighederne for at kombinere efterløn og arbejde er stærkt begrænset. Det er bekymrende i forhold til at få så mange som muligt til at fortsætte på arbejdsmarkedet. Det er jo heraf hele efterlønsdebatten udspringer," siger økonom i Ældre Sagen, Peter Halkjær.
Manglende viden koster samfundet og seniorerne dyrt. Regnestykker viser, at en højtlønnet efterlønner kan score en potentiel milliongevinst ved at blive på arbejdsmarkedet, til han eller hun er fyldt 65 år.
Også lavere indkomstgrupper kan score kassen. Fortsætter man på arbejdsmarkedet til efter, man er fyldt 62, er det muligt at få et nedslag i skatten på 100.000 kroner, hvis man fortsætter til man runder de 65 år.
|