|
|
Andet halvår 2010 bliver pænt set med aktiemæssige øjne. Sådan lyder spådommen fra to aktieanalysechefer.
Kursstigninger over en bred kam. Det er, hvad aktieinvestorerne har i vente i anden del af 2010, hvis man skal tro på spådommene fra Sydbank og Jyske Bank.
”På C20-indekset ser vi 10 procents vækstpotentiale fra det nuværende niveau, hvilket svarer til, at vi slutter året omkring indeks 425,” lyder det kontant fra Sydbanks aktieanalysechef Bjørn Schwarz til Berlingske. Han forklarer fremgangen med indtjeningsvækst i de danske virksomheder, der har været dygtige til at skære ned på deres omkostningsniveau.
Han advarer dog om, at de pæne takter vil klinge ud sammen med året. ”Efter årsskiftet er det meget sandsynligt, at vækstfrygten igen vil tynge aktiekursen, og der er risiko for tilbagefald,” siger han til avisen.
Sådanne dystre udsigter ser man ikke i Jyske Bank, hvor aktieanalysechef Rune Møller har blikket vendt over Atlanten.
”Generelt tror jeg vi vil se, at de amerikanske regnskaber, der jo kommer igen her inden alt for længe, vil leve op til forventningerne. Herhjemme er der til gengæld en vis sandsynlighed for at nogle af virksomhederne kommer til at skuffe på forventninger, men jeg ser stadig et hovedscenarie, hvor vi går et rigtig pænt år i møde,” siger Rune Møller til Berlingske.
|