|
|
15.000 småaktionærer i bankTrelleborg i Slagelse burde have haft 150,50 kroner pr. aktie, da banken den 22. januar 2008 blev overtaget af Sydbank.
Men i stedet fik de beskedne kurs 59,30 efter tvangsindløsningen. Et beløb, som i september samme år blev forhøjet til kurs 93,27.
Det fremgår af en hidtil hemmeligholdt rapport, som avisen Sjællandske onsdag offentliggør uddrag af. Rapporten tegner et grumset billede af hele forløbet, og både Sydbank, revisorer og Fonden for bankTrelleborg har kæmpet indædt for at holde den hemmelig.
Rapporten viser, at en "fair pris" for banken var 150,50 kroner pr. aktie samt en handelsværdi på 636 millioner kroner. Tal, som ligger langt over, hvad banken faktisk blev handlet for. Selve banken blev solgt for 250 millioner kroner
- Rapporten bekræfter vores mistanke om, at der er foregået urent trav, siger Jan Marcher, formand for aktionærforeningen, til avisen.
Rapporten er udarbejdet af to uvildige statsautoriserede revisorer. Rapporten kom aldrig til offentlighedens kendskab, før den blev "justeret" - angiveligt efter aftale med Sydbank.
- Det er meget interessant læsning, siger aktionærformand Jan Marcher.
Kilder: Sjællandske og EPN |