|
|
KOMMENTAR: Morten W. Langer skriver i Aktieugebrevet
Aktieanalytikerne fortsætter med at udsende positive anbefalinger på danske storaktier, selvom de ikke kan undgå at blive ramt af en kommende økonomisk afmatning eller recession i den vestlige verden.
Et eksempel er Nordeas købsanbefaling af FLSmidth med kursmål 500 i forhold til den aktuelle kurs på 384. Aktien toppede for nylig i kurs 430, og dermed er aktien på det seneste faldet over 10 %. Billedet er det samme for A.P. Møller- Mærsk, hvor analytikerne på det seneste i hobetal har opjusteret aktier. Eksempelvis har Societe Generale opjusteret kursmålet for APM til 66.000 og Jyske Bank til 57.000 mod den aktuelle kurs i 48.600. Som bekendt er også A.P. Møller-aktien på det seneste faldet tilbage.
Baggrunden for købsanbefalingerne, samtidig med de vigende aktiemarkeder, synes at kunne forklares med, at selskabsanalytikerne simpelthen har skyklapper på.
Analytikerne er typisk ensidigt fokuseret på et selskab og en branche, men slet ikke på de makroøkonomiske tendenser. Det synes nu åbenbart, at den vestlige verden er på vej mod en recession eller meget lav økonomisk vækst. Men det har tilsyneladende endnu slet ikke påvirket selskabsanalytikernes vurderinger. Dermed er der meget stor risiko for, at historien fra den første del af 2008 gentager sig. Her var analytikerne heller ikke opmærksomme på, at en stribe ledende økonomiske indikatorer pegede stejlt ned ad bakken helt fra 2007. De er typisk styret af deres regneark og ledelsernes måske optimistiske forventninger til det kommende regnskabsår. Man kan således kritisere aktieanalytikerne for ikke at anlægge et helhedssyn ved vurdering af aktiekursmål. Hvis det sker, at de makroøkonomiske tendenser indarbejdes, sker det typisk som en fremskrivning af de seneste 3-6 måneders økonomiske udvikling, hvilket i den aktuelle situation er et moderat vækstscenarie.
Det er simpelthen for kompliceret og usikkert for aktieanalytikerne at forsøge at indarbejde en konjunkturvending i estimaterne for selskabets indtjeningsudvikling, og derved glipper de som regel også på de helt afgørende trendskift og især i negativ retning.
Analyseredskabet AU Professionel gav allerede i foråret 2008 de første advarselssignaler, før den dramatiske nedtur i efteråret 2008. De udenlandske storinvestorer begyndte storudsalget længe før de danske investorer og banker opdagede, at der var fare på færde. Eksempelvis har der de seneste to uger været større udenlandske nettosalg i A.P. Møller – Mærsk.
|