ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Banker rådgiver med dollartegn i øjnene

 



Banker tænker i profit. Derfor er det dybt problematisk, at kommunerne blot forlader sig på deres rådgivning, når de køber uigennemskuelige finansielle produkter, mener kritikerne.

 

På et kasino er bagmændenes lommer aldrig tomme. Huset vinder nemlig altid, pointerer professor og ekspert i finansiering Finn Østrup fra CBS. Tilsvarende tænker bankerne også først og fremmest i profit, når de rådgiver kommunerne i at investere og finansiere lån. Det skriver avisen Kommunen.

 

- Det er jo farligt, fordi bankerne er ude på at sælge produkter, og de er interesserede i, at kommunerne køber så mange produkter som overhovedet muligt, siger han.

 

For hvert produkt bankerne sælger, tjener de ekstra penge. Det afspejler sig i deres rådgivning, som i alt for mange tilfælde er forkert og bygger på et meget skrøbeligt grundlag, mener cheføkonom i Forbrugerrådet, Carsten Holdum.

 

Som medlem af Pengeinstitutankenævnet har han behandlet stribevis af sager om bankernes kunderådgivning.

 

- Det er forargeligt at prakke kunder komplekse, uforståelige produkter på, som banksælgerne i alt for mange tilfælde ikke selv har forstået, siger han. Carsten Holdum pointerer, at bankerne systematisk får kunder til at skifte lavrisikoprodukter ud med højrisikoprodukter.

 

- De har ladet kunderne tage risikoen, og så har de selv skummet fløden, siger han til avisen.

 

I sidste nummer dokumenterede Kommunen, at 33 kommuner ved udgangen af 2009 havde lån for i alt 2,9 milliarder kroner i schweizerfranc. Lånene er optaget i mindst 13 forskellige banker. Bankernes dobbeltrolle som rådgiver og sælger er problematisk, mener Kim Valentin, der er partner i rådgivningsfirmaet Finanshuset i Fredensborg.

 

- Jeg mener bestemt, det er et problem. Når du tænker på, hvor mange milliarder det drejer sig om, og hvor mange penge, der bliver tjent på de her produkter, så er det problematisk, at man ikke er mere opmærksom på det, siger han.



Kim Valentin er ligeledes byrådspolitiker og sidder i økonomiudvalget i Gribskov kommune. Han har derfor oplevet, hvordan bankernes argumenter optræder som væsentlige dele af indstillingerne til økonomiudvalgene.

 

Vejle kommune har blandt andet lån for en lille halv milliard kroner i schweizerfranc. Kommunen anvender Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Sydbank som rådgivere i finansielle spørgsmål. Budget- og finanschef Finn Villadsen er opmærksom på, at bankerne har et forretningsmæssigt perspektiv i deres rådgivning, men han mener ikke, det er et problem.

 

- Vi er opmærksomme på, at man skal tage uvildigheden med et gran salt, men jeg mener, vi er dygtige nok til at kunne tage højde for det, og det er os, der tager beslutningen i sidste ende, siger han til avisen.

 




Tilbage