ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Danske Bank afslører aktiestrategi

 



Danske Bank offentliggør de analyser, der tidligere var forbeholdt betalende storkunder.

 

Morgenavisen Jyllands-Posten skriver, at det første synlige skridt på en ny og mere åben politik omkring Danske Banks analyser og ekspertviden er offentliggørelsen af bankens omfattende Aktiestrategi.

 

Analysen indeholder bankens forventninger til aktiemarkederne det kommende år, og indeholder detaljerede og konkrete forslag til investeringsstrategier - herunder hvilke typer aktier, bankens eksperter anbefaler i forskellige situationer.

 

Rapporten er koncentratet af den viden, bankens store aktieafdeling, Danske Markets Equities, besidder. Den viden er så meget værd, at kun udvalgte storkunder hidtil har kunnet få den, mod betaling. Nu vil Danske Bank offentliggøre bl.a. Aktiestrategi-analysen mere bredt. Betalende professionelle storkunder vil dog fortsat få et forspring, idet de, stadig mod betaling, modtager analysen flere dage før, den offentliggøres bredt, skriver avisen.

 

Hidtil har Danske Bank udarbejdet Aktiestrategi-analysen to gange om året. Allerede til januar kommer den næste, for bankens analytikere og investeringsstrateger fremover vil udsende en omfattende Aktiestrategi-publikation fire gange om året.

 

Den seneste analyse omhandler især udsigterne for resten af 2010 og 2011. Analysen peger på udsigt til positive aktiemarkeder i 201, til trods for, at de vestlige lande fortsat vil have relativt beskeden økonomisk vækst, og finansmarkederne kun meget langsomt er på vej mod mere normale tilstande.

 

På 3-6 måneders sigt har Danske Bank kun meget begrænsede forventninger til stigninger på aktiemarkederne, idet verdensøkonomien kører for nedsat kraft. Der er derfor risiko for kursfald på 5-10 pct. inden for denne tidsperiode. Danske Bank forventer, at aktierne ved årsskiftet generelt ligger ca. 5 pct. lavere end i dag.

 

Men i løbet af 3-6 måneder vil verdensøkonomien gå ind i en ny kraftigere vækstfase fra den nuværende afdæmpningsfase. Ifølge "Aktiestrategi" betyder det bl.a. udsigt til nye stigninger på aktiemarkederne. Både de nordiske og de globale aktiemarkeder forventer Danske Bank vil stige med 10-15 pct. i forhold til det nuværende niveau.

 

Ifølge analysen vil stigningerne i aktiemarkederne sætte ind i første halvdel af 2011 som følge af, at økonomien ser ud til at få det bedre.

 

Danske Bank anbefaler blandt andet sine store investorkunder at gøre sig klar til den højere vækst i 2011 ved generelt at have overvægt - dvs. større andel end ellers - af bl.a. aktier i finanssektoren, indtil den nye vækstfase begynder. Analysen anbefaler også investeringer i virksomheder og markeder, som har gavn af den højere vækst, der er i de såkaldte Emerging Markets-økonomier sammenlignet med den afdæmpede vækst i de vestlige OECD-lande.

 

Analysen anbefaler også overvægt af aktier i selskaber, der er kraftigt eksponeret mod nye vækstmarkeder, dvs. lande som Brasilien, Rusland og Indien.

 




Tilbage