ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Du kan miste skattefradrag, hvis du overskrider rateloftet

Af: Redaktionen



Du mister skattefradraget for det overskydende beløb, hvis du indbetaler mere til ratepension og/eller ophørende livspension end det nye loft på 100.000 kr. - medmindre du overfører det overskydende beløb til en livspension. Loftet, der er indført som en del af skattereformen, gælder vel at mærke for alle dine indbetalinger til ratepension og/eller ophørende livspension, også indbetalinger i andre pensionsselskaber og banker. Ligesom loftet for kapitalpension.

 

Automatik i PFA
For langt de fleste arbejdsgiverordninger i PFA har virksomheder og organisationer valgt at ændre pensionsaftalen, så overskydende beløb automatisk går til livspension. Hermed bevarer du det fulde fradrag for indbetalingen til arbejdsgiverordningen. Og vi tager også højde for dine eventuelle indbetalinger på private ordninger i PFA.

 

For private ordninger alene overfører PFA automatisk eventuelle overskydende beløb til livspension.

 

Du skal selv oplyse om indbetalinger i andre selskaber
PFA vil gerne hjælpe, så der også bliver taget højde for eventuelle indbetalinger eller fradrag for engangsindbetalinger i andre selskaber og banker til ratepension og/eller ophørende livspension. Men de beløb har vi ingen automatiske oplysninger om, så det kræver, at du selv oplyser os om, hvor meget du indbetaler andre steder eller har i fradrag for engangsindbetalinger. Vi kan så regulere beløbet til livspension, så du bevarer dit fulde skattefradrag.

 

Hvis din pensionsordning i PFA har depotsikring, skal vi dog fortsat som minimum have 20.000 kr. i årlig indbetaling til ratepension for at fastholde depotsikringen. Og arbejdsgiverordninger har fortrinsret frem for private ordninger.

 

Hvis du overskrider loftet
Hvis det viser sig, når året er gået, at loftet overskrides, får du ikke noget skattefradrag (eller i arbejdsgiverordninger bortseelsesret) for indbetalingerne ud over loftet, medmindre du overfører det overskydende beløb til en livspension.

 

Loven giver mulighed for, at overskydende beløb kan betales tilbage eller blive stående som en pensionsindbetaling uden fradragsret. Kun få virksomheder med pensionsordning i PFA har valgt at ændre pensionsaftalen, så den giver adgang til tilbagebetaling og/eller indbetaling uden fradragsret. Den pensionsansvarlige i virksomheden kan oplyse, om det gælder for din ordning.

 

Kilde: PFA




Tilbage