|
|
Kvinder skulle betale 25 % mere i ATP, hvis de skulle betale for deres længere levetid. I alt fem milliarder kroner vil de kommende år blive flyttet fra én gruppe ATP-pensionister til en anden. Pengene er opsparet af mænd gennem et langt arbejdsliv, men det er alligevel kvinder, der får dem udbetalt som pension.
En ny opgørelse fra ATP viser, at de nuværende 400.000 kvindelige pensionister har udsigt til at få udbetalt i alt 42 milliarder kroner i ATP i resten af deres levetid. Det skyldes, at mænd og kvinder optjener pensionsrettigheder sammen i ATP. Var kvinderne alene, ville værdien af deres pensionsopsparing udgøre 37 milliarder kroner Kvinderne får altså 5 milliarder ekstra, alene fordi de deler pensionskasse med mændene, skriver ATP.
Forklaringen er, at en 65-årig kvinde har udsigt til at leve betydeligt længere end mændene i samme aldersgruppe. Fire år i gennemsnit. Dette forhold bliver der ikke taget hensyn til, når pengene bliver udbetalt. Selvom den 65-årige mand har udsigt til en kortere pensionstilværelse, så vil hans årlige udbetaling være den samme som kvindens. Og når han dør, vil kvinden få udbetalt sin pension fire år mere ifølge ATP.
For den enkelte kvindelige pensionist er der ikke tale om småpenge. Hvis et 65-årigt par begge gennem et arbejdsliv har optjent maksimal ATP-pension, vil hun – som gennemsnit betragtet – få udbetalt knap 100.000 kroner mere end ham. I alt vil en 65-årig kvinde i gennemsnit få udbetalt 537.000 kroner, mens manden kun kan regne med 440.000 kroner. Hvis ikke de havde delt pensionskasse, ville det få konsekvenser for både ham og hende. Han ville have udsigt til at få 9 pct. mere, altså 26.600 kroner om året i stedet for 24.200 kroner. Modsat for hende: Hvis ATP alene havde kvinder som medlemmer, ville hendes årlige pension falde fra de 24.200 kroner til 21.100 kroner.
Denne overflytning af pensionsrettigheder fra en gruppe til en anden, er hverken sund eller retfærdig, mener cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den liberale tænketank CEPOS. ”Livsvarige pensioner er gode. Blandt andet fordi borgerne forsørger sig selv, og dermed belaster man ikke skatteyderne så meget. Men der er ingen grund til at omfordele og begunstige til fordel for kvinder,” siger Mads Lundby Hansen.
Mads Lundby Hansen går altså ikke ind for det såkaldte unisex-princip, der netop betyder, at mænd og kvinder år for år skal behandles ens, til trods for forskel i levealder. Et princip som ATP har anvendt siden 1964.
Dennis Kristensen, formand for FOA’s 200.000 medlemmer, hvoraf 88 % er kvinder, er uenig. ”Jeg ville opleve det som uretfærdigt, hvis kvinder fik en mindre årlig udbetaling end mænd. Unisex-princippet fjerner noget af den skævhed, der er mellem kønnene i forhold til pensionsopsparing,” siger Dennis Kristensen.
Kilde: ATP |