ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Firmapension ”ender” i firmaet

Af: Redaktionen



Det er ikke kun overskud på rådgivning af pensionskunder,der finder vej gennem pensionsselskaberne til erhvervslivets egne pengekasser. Når der er overskud i medarbejderbetalte forsikringer mod sygdom og arbejdsskader (risikooverskud), sender pensionsselskaberne overskuddet til virksomhederne - uden om medarbejderne.

 

Det fremgår af dokumenter, Økonomisk Ugebrev har fået via en aktindsigt i Finanstilsynet. Konkret handler dokumentet om en kunde, der har klaget over, at pensionsselskabet PFA har indgået den slags aftaler. Kunden mener, at PFA uretmæssigt har fjernet 10.000 kroner fra hendes pension - nemlig et års risikooverskud.

 

Forbrugerrådet siger, at dt er en dårlig ide med aftaler uden om medarbejderne:

 

”Den slags aftaler kan kun foregå, fordi sektoren ikke spiller med åbne kort om omkostninger. Eksemplet illustrerer fuldt ud, hvorfor det er så vanskeligt at følge branchens ønske om selvregulering, når det kommer til åbenhed om omkostninger,” siger cheføkonom Carsten Holdum, Forbrugerrådet.

 

”Medarbejderne har ofte ingen chance for at se, hvilke aftaler PFA har indgået med virksomhederne, og virksomhederne kan vælge at få tilbageført beløbet eller vælge at give beløbet til medarbejderne, som stadig er i virksomheden. På den måde snyder PFA og virksomhederne de medarbejdere, som rettelig burde have beløbet,” lyder det i klagen. Den kommer som reaktion på, at PFA for nylig beskyldte mæglere og virksomheder for at snuppe af medarbejderes pensionskroner, når der opstår et overskud på de penge, der er afsat til rådgivning. Modellen bruges også - helt lovligt - på de overskud, der opstår, hvis udgifterne til sygdom og arbejdsskader ikke er så store som ventet.

 

Ifølge PFA er det helt lovligt at betale et risikooverskud tilbage til virksomheden, fordi det ikke er medarbejdernes penge, selvom det er dem, der har betalt forsikringspræmien, skriver Økono misk Ugebrev.

 

Sagerne har været rejst i Ankenævnet for Forsikring, hvor PFA fik medhold i begge sager. Ankenævnet ville ikke blande sig i aftaler mellem PFA og virksomheder, og medarbejderne skal selv klare det med deres arbejdsgiver.

 

PFA skriver: ”Det er almindeligt, at vi indgår tilsvarende aftaler med firmaer, der har større firmapensionsordninger hos os, om at vi fralægger os en del af overskuddet, hvis der opstår færre skader. Firmaerne kan vælge, om de vil have det eventuelle overskud udbetalt, eller om vi skal fordele overskuddet på de forsikrede medarbejderes depoter”.

 

I Finanstilsynet bekræfter kontorchef Annette Bjaaland Andersen ifølge Ugebrevet, at man har modtaget og undersøger klagen.

 




Tilbage