|
|
Tabene i pengeinstitutterne er ikke overstået, advarer nationalbankdirektør Nils Bernstein. Enkelte pengeinstitutter kan komme i solvensproblemer, skriver Jyllandsposten.
Finanstilsynet har gjort opmærksom på, at realkreditinstitutter risikerer at tabe store beløb, fordi deres kunder kan komme i knibe i forlængelse af de mange ordninger med flekslån.
Tirsdag bad nationalbankdirektøren pengeinstitutterne om at være særligt opmærksomme på deres likviditets-forhold.
Nationalbankdirektør Nils Bernstein sagde: "Nedskrivningerne i større danske pengeinstitutter ventes fortsat at være på et højt niveau. Enkelte institutter kan få problemer med at overholde det lovmæssige solvenskrav."
Samlet set har pengeinstitutterne forbedret deres likviditet, men der er en betydelig spredning i feltet, lyder det fra Nationalbankdirektøren.
"Det er vigtigt, at institutterne er forberedte på udløbet af den generelle statsgaranti 30. september 2010 – herunder at institutter med behov for det udnytter muligheden for at købe individuelle statsgarantier," udtaler Nils Bernstein til avisen.
Han gør desuden opmærksom på, at udviklingen i Grækenland og EU's stabiliseringspakke understreger, hvor omskiftelig situationen er på de finansielle markeder, og hvor vigtigt det er, at pengeinstitutterne er velpolstrerede.
|