ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Flere og flere førtidspensionister sparer aktivt op til alderdommen

Af: Redaktionen



Antallet blandt de 240.000 førtidspensionister, der sparer supplerende op, er steget kraftigt de senere år. Fra 63.000 personer i 2005 til 95.000 personer i 2009. Det betyder, at knap 40 procent af alle førtidspensionister i dag benytter den supplerende pensionsordning mod 25 procent i 2005.

 

Et stadigt stigende antal førtidspensionisterne vælger at lægge penge til side hver måned for at spare op til den dag, hvor de bliver alderspensionister. Førtidspensionisternes opsparing sker i den såkaldte SUPP – den supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister.

 

I 2009 var der tilknyttet 95.000 førtidspensionister til ordningen. Det er en stigning på godt 50 % på bare fire år. Tilbage i 2005 sparede 63.000 op i den supplerende arbejdsmarkedspension. Hvor opsparerne dengang, i 2005, udgjorde 25 % af samtlige førtidspensionister, er der tale om hele 40 % i dag. SUPP’en er sandsynligvis en af de mest lukrative pensionsopsparinger i verden. For hver krone førtidspensionisten sparer op, lægger staten nemlig to kroner oveni. Ved udbetalingen får førtidspensionisten alle tre kroner plus afkast.

 

Et pensionshul

Overvismand, professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen mener, at den stigende tilslutning til SUPP’en er lige så vigtig, som den er glædelig.

 

”Førtidspensionister er varigt forsørget af det offentlige. De har ikke samme muligheder for at spare op i en arbejdsmarkedspension som de, der arbejder. Uden opsparing vil denne gruppe ikke have meget andet end folkepensionen som folkepensionister – og dermed blandt de fattigste. Den stigende tilslutning er derfor glædelig. Det kan give denne gruppe et løft.”

 

Glædeligt, ja. Eller måske det modsatte. Det siger professor Jon Kvist, Syddansk Universitet. ”Det er positivt, at det går fremad. Men man kan altid diskutere, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. Jeg hælder til, at det er halvt tomt. Der er stadig kun 40 procent, der sparer op,” siger han.

 

Jon Kvist er ikke i tvivl om, hvem der fortsat undlader at spare op: ”Ordningen er frivillig. Konsekvensen er en tendens til, at de svageste melder fra. De, der ikke kan overskue planlægning af alderdommen eller undvære pengene. Dem får man kun med, hvis ordningen bliver obligatorisk – ligesom arbejdsmarkedspensionerne.”

 

Kilder: ATP og PensionDanmark




Tilbage