|
|
Med en livspension kan du få pensionsudbetalinger hele livet, uanset hvor gammel du bliver. Indbetalinger til livspension er ifølge PFA steget med 23 % i år.
Livspensionen forsikrer dig mod risikoen for at overleve din opsparing. Med en livspension skal du ikke ud i et ”væddemål med forsikringsselskabet”. Livspension er en forsikring som en del af din pensionsordning. Livspensionen forsikrer noget, vi gerne vil opleve, nemlig en lang tredje alder, og den adskiller sig hermed fra de fleste andre forsikringer, som dækker noget, vi helst ikke vil opleve, fx brand, tyveri eller ulykke.
Interessen for livsvarige pensioner er øget i takt med, at danskernes levealder stiger, og skattereformen har sat begrænsninger op for, hvor meget det kan betale sig at indbetale til ratepension. Indbetalinger til livspensioner i PFA Pension er steget med 23 % i 2010.
Med den stigende levealder er der gode udsigter til at få glæde af en livspension. Mange vil nemlig ”overleve opsparingen” på ratepension, selv om rate-udbetalingerne kan løbe, til vi bliver 85 år.
Blandt PFA kunder er den forventede middel levetid for 65-årige 83,5 år for mænd og 86,2 år for kvinder. Og for PFA kunder vil der være cirka 50 % sandsynlighed for at leve længere, end ratepensionen rækker.
For langt de fleste vil det være fornuftigt med et miks af kapitalpension, ratepension og livspension, når pensionen skal udbetales. Kapitalpensionen med engangsbeløb er god til de større engangsudgifter som bilkøb og større rejser. Ratepensionen giver sammen med livspensionen mulighed for et større forbrug i de første pensionistår. Og livspensionen sikrer, at der også er tryghed og noget at leve af i den sidste ende.
Kapital- og ratepension kan ændres til livspension, inden man går på pension, så der er tid nok til at tage stilling til, hvordan sammensætningen skal være. Man kan også vente til den tid med at beslutte, om der skal være ægtefælledækning eller garanti på livspensionen. |