KOMMENTAR: Økonom i Ældre Sagen, Claus Blendstrup, kommenterer et meget aktuelt spørgsmål i pensionsbranchen. Hvorfor skal selskaber og aktionærer løbe en risiko, når man kan få kunderne til det?

Sampension har for nylig meddelt de forsikrede, at deres pension ikke længere er garanteret. Det samme har Lægernes Pensionskasse, og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse har netop meddelt medlemmerne, at et planlagt ”omvalg” for medlemmer, der har pensionsrettigheder baseret på høje grundlagsrenter skal ”genovervejes”. Det kan jo være, at der slet ikke er givet en garanti.

Kan man overhovedet tale om en garanti, hvis den ene part blot kan meddele at ”nu gælder garantien ikke længere”? Det er i hvert tilfælde uhensigtsmæssigt, hvis man netop tror man har sikret sig en livsvarig pension, der ikke kan falde under et bestemt beløb, som selskabet tidligere har oplyst.

Sampension støtter sig til et responsum udarbejdet af en professor ved Københavns Universitet. Responsummet er ikke offentliggjort, men der er redegjort for synspunkterne i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen. Hovedargumentet synes at være, at pensionsselskabernes forsikringer er udformet af aktuarer, og når aktuaren taler om en garanti, er det i virkeligheden slet ikke en garanti i juridisk forstand, men blot en hensigtserklæring.

Vi kan således konstatere, at det ikke kun er de almindelige kunder i pensionsselskaberne, der har svært ved at forså deres pensioner. Selskaberne og deres aktuarer har heller ikke selv forstået, hvad de sælger!

En tidligere direktør for Forsikringstilsynet yndede – i en anden sammenhæng - at formulere det på denne måde: ”Hvor klarhed ikke kan opnås, bør uklarhed tilstræbes.”

Det er lykkedes.

Pensionsselskaberne har gennem de sidste 50 år fortalt om garantier, og Finanstilsynet bruger også flittigt ordet. I den seneste redegørelse om udviklingen i pensionsbranchen anvendes ordet garanti seks gange på den første side.

Pensionsselskaberne har godt nok været noget omskiftelige i deres brug af ordet ”garanti”. I en lang periode talte de således om ”rentegaranti”, men i takt med det faldende renteniveau i 90’erne begyndte de i stigende omfang at tale om ”ydelsesgaranti”, uden at det dog blev gjort ret meget for at forklare forskellen, måske fordi der i de traditionelle ordninger reelt ikke var den store forskel.

Men det kan jo være lige meget, hvis pensionsselskabernes garantier slet ikke er juridisk bindende. Hvis selskaberne og Finanstilsynet er forvirrede med hensyn til deres garantier, er de i fint selskab. Det fremgår således af Økonomiministeriets ”Redegørelse om pensionsopsparernes rentegarantier” at: ”Kammeradvokaten har i forbindelse hermed foretaget en juridisk vurdering af de afgivne garantier. Kammeradvokaten vurderer blandt andet, at pensionsopsparerne har et retskrav på en garanteret rente uanset ændringen i skattelovgivningen, og at skærpelsen af beskatningen i pensionsbeskatningsloven for institutterne vil kunne konstituere force majeure, hvis skatteændringen får som konsekvens, at der er pensionsopsparere, der ikke kan få opfyldt deres rentegarantier. Den risiko, der isoleret set er knyttet til et faldende renteniveau, er imidlertid selskabernes eget ansvar.”

Hvis selskaberne ikke har givet garantier, så må de da i det mindste have gjort sig skyldige i vildledende markedsføring?

Finanstilsynet har i en afgørelse om informationen til medlemmerne i Magistrenes Pensionskasse i forbindelse med omvalg af pension påtalt, at der mangler informationer om forudsætninger for beregningen af visse pensionsydelser.

Finanstilsynet skynder sig imidlertid at tilføje, at ”Det falder uden for Finanstilsynets kompetence at træffe beslutning om, hvorvidt de påtalte mangler ved informationsmaterialet bør føre til, at der foretages et nyt omvalg.” …. ”Ligeledes må eventuelle civilretlige konsekvenser afgøres ved, at et medlem klager til enten Ankenævnet for Forsikring eller anlægge sag ved domstolene.”

Det bliver spændende at se, om nogen vil binde an med en sag mod et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse, der ændre ”garantien” til en hensigtserklæring. Man skal nok væbne sig med tålmodighed, hvis man vil anlægge sag. En gruppe forsikrede fik i 2005 medhold i en sag om gebyrer ved udbetaling af pension i Forsikringsankenævnet, men forsikringsselskabet ankede sagen til Landsretten, og sagen ligger endnu i Højesteret.

Hvad betyder det for pensionen, at den ikke længer er garanteret?

Det er ikke godt at vide. Begrundelsen for ikke længere at garantere pensionen er faktisk, at det – sandsynligvis – vil føre til højere pension, hvis garantien opgives.

En række pensionskasser har tilbudt deres medlemmer at vælge en ordning uden garanti eller med en garanti, der er så lav, at den ikke har nogen praktisk betydning. (Det troede man også om den grundlagsrente på 4,5 %, der nu giver problemer).

Argumentet er, at når der ikke er garanti, er pensionskassen friere stillet med hensyn til sine investeringer, dvs. der kan købes flere aktier, og aktier giver ifølge de fleste økonomer højere afkast en obligationer – på langt sigt. Og da økonomer jo er rigtigt gode til at spå om fremtiden, skulle den sag jo være klar!

Et andet argument er EU’s nye regler om solvens – solvens II. De nye regler skal gøre vores livsforsikringer mere sikre, og der indføres derfor nye strengere krav til selskabernes kapital, så vi kan være sikre på, at selskaberne kan leve op til det, de har lovet (garanteret) – uden at staten skal træde til med garantier, som det er sket for bankerne.

Det får så den pudsige konsekvens i Danmark, at pensionsselskaberne slet ikke vil love os noget, andet end at de vil gøre det, så godt de kan, og så er der slet ikke nogen risiko hos selskaberne.

Risikoen kommer så til at ligger hos den enkelte pensionist. Hvem har også fået den ide, at man har forsikringsselskaber og aktionærer til at tage risikoen?

Det har man da kunderne til!