|
|
Har du værdipapirer, skal du se dig godt for, før du flytter bank, for det kan hurtigt blive en dyr affære. Der er stor forskel på gebyrer i de forskellige banker. Det viser et tjek på gebyrer hos 10 af de større pengeinstitutter, som magasinet Ældre Sagen Nu og euroinvestorpension.dk har foretaget
Billigste pris for at flytte indenlandske værdipapirer pr. depot er 500 kroner, mens den dyreste pris er helt oppe på 1.500 kroner pr. depot. En forskel på 1.000 kroner.
”Dette tjek skyder begrundelsen for gebyrerne ned. For hvorfor tager den ene bank et skyhøjt gebyr, mens en anden bank intet kræver, når begrundelsen for gebyrer er, at bankerne vil have dækket deres omkostninger,” siger Erik K. Møller, økonomisk rådgiver i Ældre Sagen NU.
Hvis du flytter til en anden bank for at få en bedre rente, så kan den fordel hurtigt blive ædt op af gebyrer. Har du både indenlandske og udenlandske værdipapirer, og flytter du fra en bank med høje gebyrer, kan du let komme af med adskillige tusinde kroner.
”Bankerne henviser ofte til deres prislister, men de er ofte svære at gennemskue for almindelige forbrugere. Derfor er det bedre at spørge til de konkrete gebyrer og bede om at få dem på skrift. Desværre er jeg ofte ude for, at når kunden får regningen af banken, er den helt anderledes og større end først oplyst,” siger Erik K. Møller og han konkluderer at ’gebyrer er fandens opfindelse.’
Hos Forbrugerrådet mener man, at det skal være gratis at flytte bank: ”Hvis flytning af værdipapirer koster 200 kroner pr. type, og du som kunde har tre forskellige typer aktier og to forskellige slags obligationer, kan det blive dyrt. Når det er sagt, er der mange banker, der vil betale alle eller nogle af omkostningerne, hvis du flytter til dem,” siger cheføkonom i Forbrugerrådet, Carsten Holdum, til Ældre Sagen NU.
Læs hele artiklen om gebyrer her |