|
|
Aktiekurserne over hele Europa er strøget i vejret efter redningspakken fra EU. Men de økonomiske udfordringer er ikke blevet mindre. Eksperter vurderer, at det vil lægge en dæmper på aktiefesten.
Selv om aktierne sprang i vejret i går som champagnepropper efter den historiske lånepakke fra EU, vil festen på børsmarkederne hurtigt bruse af igen, skriver Morgenavisen Jyllandsposten.
Den voldsomme stigning i aktiekurserne mandag skyldes først og fremmest, at en stor del af usikkerheden er væk, så kurserne indhentede en del af de seneste dages massive tab.
”Aktiemarkedet drog et lettelsens suk efter redningsaktionen fra EU. Derfor vil aktiekurserne nærme sig niveauet fra før usikkerheden, men vi vil ikke se så kraftige stigninger, siger Henrik Drusebjerg, seniorstrateg i Nordea til avisen. Han forventer, at investorerne igen vil rette fokus på økonomiske nøgletal og regnskaber fra virksomhederne.
”Stabiliteten på markederne afhænger i høj grad af politikerne. Usikkerheden kan vende tilbage, hvis det viser sig, at regeringerne i de gældsplagede lande ikke kan leve op til de økonomiske løfter, de har givet,” siger Henrik Drusebjerg.
Spar Nords aktieanalytiker, Mikkel Duus-Hansen, siger til avisen: ”Lånepakken er tilstrækkelig til at berolige markederne på kort sigt. Men på længere sigt står Europa over for store udfordringer i form af stor gæld og dårlig konkurrenceevne. Det vil uden tvivl lægge en dæmper på væksten i de kommende år, fordi særligt de sydeuropæiske lande er tvunget til at gennemføre historisk store besparelser for at få økonomien til at hænge sammen,” siger Mikkel Duus-Hansen.
Dagbladet Børsen mener, at eufori følges af heftig turbulens.
Ifølge investeringschefer og børsanalytikere vil nerverne fortsat sidde uden på tøjet i den kommende tid og udløse markante udsving i kurserne. EU pakken løser ikke de fundamentale gældsproblemer, og væksten i navnlig Sydeuropa presses i bund.
|