ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Krig på omkostninger

 



Omkostningerne er afgørende for pensionsordninger. Små omkostningsprocenter vokser til store beløb over 30 års opsparing. Ny fond vil gøre det billigere.

 

En ny fond til pensionsopsparing lover at halvere de omkostninger, der i mange situationer trækker prisen på en mellemstor familiebil ud af den endelige pensionsopsparing. Optima Pension vil gøre det billigere ved hjælp af en såkaldt indeksfond, der blot følger værdipapirmarkederne frem for at forsøge at slå resten markedet og få et højere afkast. Dermed skal forvaltningen være langt billigere, og det lykkes alligevel langt fra altid for de aktivt forvaltede investeringsfonde at slå markedet. Det fremgår af en artikel i Berlingske Tidende, www.dinepenge.dk

 

Motoren i produktet er en fond sammensat på baggrund af et verdensindeks, som dels skal give stor spredning af risiko, dels lave omkostninger, da fonden ikke skal forvaltes aktivt. Ideen er ikke ny, og flere pensionsselskaber tilbyder allerede lignende fonde, der blot kan være dyrere, fordi pensionsselskaberne også beregner sig op mod en procent oven i de rene omkostninger for markedsføring og formidling, påpeger aktuar og selvstændig pensionsrådgiver Jørgen Svendsen, som også vurderer, at indtjeningen på kundernes pensionsopsparing i nogle selskaber er med til at betale for administrationen af den livsforsikring, som pensionsselskaberne sælger sammen med pensionsordninger. Men der findes også fonde til konkurrencedygtige priser.

 

Ifølge et nyhedsbrev fra stifterne bag Optima Pension vil den årlige omkostningsprocent være 0,4 procent. Ifølge Jørgen Svendsen tilbyder for eksempel AP Pension en sammenlignelig indeksfond til 0,25 procent i omkostninger.

 

”Hvis man ser bort fra omkostninger til markedsføring og formidling, så kan pensionsselskaberne gøre det billigere,” vurderer Jørgen Svendsen. Han er dog positiv over for nye spillere på banen:

 

"Det er en god debat, og det er godt med mere konkurrence med bankernes puljer, der klarer sig forholdsvis skidt," siger han. Jørgen Svendsen mener, at sammensætningen af Optima Invest er for snæver.

 

"Der findes jo andet end aktier, som man skal investere i for at sprede sin investeringsrisiko. Hvad med ejendomme, infrastruktur og råstoffer," spørger han.

 

Fonden bliver administreret af Nykredit og bliver ifølge medstifter og direktør Søren Hyldgaard tilgængelig for alle. Teknisk består pensionsordningen af en enkel grundpakke af cirka 4.374 globale aktier og obligationer samlet i en dansk investeringsforening. Dermed bliver risikoen spredt over 49 lande og 36 valutaer.

 




Tilbage