ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Løkke freder folkepensionen

Af: Redaktionen



Regeringen har ingen planer om at røre folkepensionen. Heller ikke for de rigeste danskere, fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)

 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gør kort proces over for den tidligere konservative leder Bendt Bendtsens forslag om at tage folkepensionen fra de rigeste danskere.

 

"Regeringen har ingen som helst planer om at begynde at indkomstregulere folkepensionens grundbeløb. Det er meget, meget vigtigt, at der er tillid til, at det kan betale sig at spare op," siger Lars Løkke Rasmussen til Morgenavisen Jyllandsposten.

 

Folkepensionen består af et grundbeløb, som alle pensionister får, og et indkomstreguleret tillæg, som helt bortfalder, hvis man har store indtægter ved siden af - typisk i form af privat pensionsopsparing.

 

Lars Løkke Rasmussen understreger, at en række andre ydelser for pensionister allerede er indkomstregulerede. Han anerkender, at staten fattes penge, og at der skal spares, hvor spares kan, men fokus skal rettes andres steder hen end mod de rigeste folkepensionister. Men Bendt Bendtsen har ifølge Løkke lov at have sine synspunkter.

 

"Jeg er jo varm tilhænger af grundlovens paragraf 77 om ytringsfrihed, så enhver må deltage i debatten, men jeg synes, at det, der er brug for lige nu og her, er, at vi får lidt fokus ind i debatten. Og den vigtigste økonomiske debat i Danmark lige nu er, hvordan vi får betalt kriseregningen tilbage," siger Lars Løkke Rasmussen til avisen.

 

Bendt Bendtsen gør sig i et interview med dagbladet Børsen til talsmand for, at der er brug for et opgør med det, som Bendtsen kalder en indgroet krævementalitet hos danskerne. Derfor skal en ydelse som folkepensionen, der årligt koster samfundet 80 milliarder kroner, forbeholdes de svageste, mener han.

 




Tilbage