ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Lønmodtagernes Dyrtidsfonds formue skal i åben konkurrence

Af: Redaktionen



Såvel danske som udenlandske finansvirksomheder kommer i åben konkurrence om rådgivning om investering af LD-formuen. Formuen forbliver medlemmernes ejendom, men investeringsrådgivningen om, hvor og hvordan pengene skal placeres, lægger LD nu ud i et offentligt EU-udbud.

 

Det drejer sig om forvaltningen af en formue på 40-45 milliarder kroner, som skal placeres i børsnoterede obligationer og aktier. LD forventer en betydelig interesse fra både danske og udenlandske finansvirksomheder.

 

”Vi har forberedt os på, at 100 virksomheder kan søge om at blive prækvalificerede, og her er det afgørende, at alle stilles lige og vurderingen er fair og stringent”, siger LDs direktør Carsten Koch i en pressemeddelelse.

 

Udvælgelsen af investeringsrådgiverne vil ske i flere trin. Første trin er en såkaldt prækvalifikation, hvor der udvælges et mindre antal rådgivere, som så opfordres til at afgive egentlige tilbud. I andet trin modtager LD tilbud fra de prækvalificerede virksomheder på forvaltningen af et eller flere investeringsmandater. På baggrund af vurderingen af kvalitet, pris mv. indgår LD i tredje trin kontrakter med de investeringsrådgivere, der er kommet med de bedste bud.

 

Flere skud i bøssen

For at øge konkurrencen har LD valgt at lægge forvaltningsopgaven op som 12 investeringsmandater inden for områder, som er kendte og logisk afgrænsede på de internationale finansmarkeder. Mandaterne afspejler også det forhold, at LD er en dansk investor med betydelige investeringer i danske obligationer og aktier.

 

Fem af de 12 mandater er aktiemandater.

 

”Vi forventer, at de prækvalificerede virksomheder vil se en fordel i, at de får mulighed for at byde ind på flere af mandaterne. Samtidig er der pladser på reserveholdet til de bedste blandt dem, der ikke vinder i første omgang, og herfra kan der ske indskiftning i tilfælde af, at de udvalgte rådgivere ikke leverer gode resultater i de kommende år. De bedste investeringsrådgivere vil således opleve, at de har flere skud i bøssen, og det kan yderligere medvirke til at gøre det interessant for dem at være med i udbudsrunden”, siger Carsten Koch. 

 

En kontrakt med en investeringsrådgiver løber i udgangspunktet i maksimalt 48 måneder.




Tilbage