|
|
Fremgang på de finansmarkederne sikrede i første kvartal danskerne en større formue.
Danskernes nettoformue steg i årets første kvartal med 82 milliarder kroner. Det viser tal fra Nationalbanke, skriver epn.dk.
Den øgede formue skyldes især fremgang på de finansielle markeder og dermed kursgevinster på blandt andet værdipapirer.
Hvis man gør fremgangen op pr. dansker, er formuen for hver enkelt steget med næsten 15.000 kroner.
Det er fjerde kvartal i træk med positiv vækst i de finansielle formuer. Siden bunden af finanskrisen i begyndelsen af 2009 er nettoformuen steget med 361 milliarder kroner, forklarer Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Danske Bank.
- Trods den pæne fremgang over de seneste kvartaler er der stadig et godt stykke vej endnu, før danskerne er tilbage på tidligere tiders højder. De finansielle nettoformuer er stadig 881 milliarder kroner lavere end tilbage på toppen fra 2007, siger Christian Hilligsøe Heinig til epn.dk.
Han hæfter sig ved, at der ikke er tale om en lavere gældssætning hos danskerne. Således steg gælden med 69 milliarder kroner i første kvartal, så hver dansker i gennemsnit nu skylder 475.000 kroner. Den stigende gældssætning kommer dog ikke fra større nettoudlån til husholdningerne, der har været nogenlunde tæt på nul i første kvartal.
Danmarks Nationalbank bemærker, at danskerne har konsolideret økonomien yderligere med opbremsning i lang låntagning og tilbagebetaling af korte lån.
|