Han ville egentlig bare lægge sit realkreditlån om. Men da han gik ud ad filialdøren i Spar Nord i Horsens, var det med en enorm risikabel valutaspekulation under armen, som endte med et tab på 410.000 kr.
Produktet er ifølge Forbrugerrådet slet ikke velegnet til almindelige borgere, så derfor burde han - Kim Jensen fra Horsens - slet ikke have fået tilbudt et så kompliceret og risikofyldt produkt.
Han sidder i dag med en dårlig smag i munden og kigger tilbage på et forløb, hvor han i bagklogskabens ulideligt klare lys godt kan se, at han slet ikke burde have lyttet til bankrådgiveren.
»Men jeg lod mig desværre overbevise, da Spar Nords bankrådgiver fortalte mig, at handel med schweizerfranc var en god og sikker investering, hvor der kun var ganske små udsving,« siger den 47-årige Kim Jensen.

Søvnløse nætter

Han har ikke tal på, hvor mange gange han har ligget søvnløs om natten siden dette skæbnesvangre møde med banken. Det har især været hårdt de nætter, som afløste de dage, hvor han mistede 5.000-10.000 kr.
Det var Kim Jensen selv, der henvendte sig til banken, fordi hans etårige realkreditlån skulle fornys. Denne henvendelse endte med en gennemgang af hans samlede økonomi - en såkaldt gældspleje - hvor han også blev præsenteret for handel med schweizerfranc.
Der var tale om et fem-siders oplæg, som Morgenavisen Jyllands-Posten har haft adgang til, og budskabet er klokkeklart: Der er tale om en ganske sikker investering, hvor der kun er ganske få udsving - altså en lille risiko.

Lån i schweizerfranc

I stedet for blot at forny realkreditlånet - godt nok til en højere rente, men sådan er det jo med flekslån - gik Kim Jensen med til at låne 2 mio. kr. af Spar Nord-filialen i Horsens, som blev placeret i schweizerfranc.
Fortjenesten ville så godt som sikkert være 32.000 kr. årligt, lød det fra banken, som undlod at fortælle om den risiko, et sådant produkt påfører kunden.
Aftalen blev underskrevet i slutningen af 2007, men trådte først i kraft den 1. februar 2008. Allerede den første dag tabte Kim Jensen, der sælger møbler for en tysk fabrik i Danmark, Norge og Sverige, 50.000 kr.

Kun et mindre udsving

Han kontaktede banken med det samme. Meldingen var, at det kun var et mindre udsving, som ville rette sig.
Det var imidlertid blot et forvarsel om de kommende to et halvt års mareridt. Efter en måned havde Kim Jensen tabt 100.000 kr.
Efter seks måneder lød tabet på det dobbelte. Banken ringede og spurgte, om han ville lukke aftalen og acceptere tabet på de 200.000 kr.
»Et tab på et par hundrede tusinde kr. stod i skærende kontrast til det, jeg havde fået stillet i udsigt - nemlig en årlig fortjeneste på 32.000 kr. Men da der stod bank på facaden, troede jeg, at jeg kunne være tryg,« siger Kim Jensen.

Regning på 410.000 kr.

I forsommeren 2010 begyndte sagen at fylde for meget i Kim Jensens og hans kones liv. For at der ikke skulle komme yderligere pres på privatøkonomien, bad han den 26. juni sidste år banken om at lukke forretningen ned.
Regningen lød på omkring 410.000 kr. plus en ekstraregning til Spar Nord på omkring 30.000 kr. for at lukke forretningen før tid.
»Det var frygteligt. Heldigvis havde jeg mulighed for at låne pengene et andet sted. Det ville have været en endnu større katastrofe, hvis vi var blevet tvunget til at gå fra hus og hjem. Men at skulle afdrage på så stort et tab ved siden af en normal privatøkonomi er og bliver en kæmpe belastning for os i mange år fremover,« siger Kim Jensen.
Og det er netop for at advare andre, at han har sagt ja til at fortælle sin historie.
»Jeg har kendskab til mindst én anden kunde, som er blevet overtalt til samme investering af Spar Nord-filialen i Horsens. Der blev brugt akkurat samme plancher, og der blev under mødet fortalt de samme historier som ”der skal et nyt terrorangreb á la 11. september til at ryste den schweiziske valuta.” Jeg vil gerne advare andre mod at lade sig lokke ind i risikable valutaspekulationer for lånte penge, selv om bankrådgiveren får det til at lyde som en sikker investering,« siger Kim Jensen.
Han har klaget til Pengeinstitutankenævnet og sat en advokat på sagen.

Banken skal teste

Selv om han godt er klar over - igen i bagklogskabens ulideligt klare lys - at han burde have vidst bedre, håber han, at ankenævnet kan se, at banken har udvist mangelfuld rådgivning, og dermed giver ham medhold i hans klage over Spar Nord.
Aftalen mellem Kim Jensen og Spar Nord blev underskrevet, ni dage før nye regler trådte i kraft den 1. november 2007.
Efter denne dato skal banker gennemføre såkaldte hensigtsmæssighedstests af kunder, før de lader dem foretage så risikable investeringer. Kim Jensen mener, at en stor bank som Spar Nord burde have kendt til de nye regler, en uge før de trådte i kraft,og af den grund have undladt at sælge ham produktet uden en sådan test.
»Jeg fik foretaget denne test af Spar Nord i 2010, og her blev jeg ikke godkendt til at handle med derivater, renter eller valuta. Jeg synes ærlig talt, at Spar Nord burde have testet mig, før de solgte mig sådan et produkt, når det nu var et lovkrav få dage efter,« siger Kim Jensen.
Kilde: epn.dk
Tilbage