|
|
Med virkning fra 1. oktober 2009 forhøjer Nordea Liv & Pension kontorenten til 2,65 pct. før pensionsafkastskat (PAL) og 2,25 pct. efter PAL.
Kontorenten gælder for alle kunder med en Pension med gennemsnitsrente i Nordea Liv & Pension. Kontorenten er gældende indtil videre.
- Solide afkast, øget stabilitet på finansmarkederne samt en stigende bonusgrad gør det muligt for Nordea Liv & Pension at hæve kontorenten til 2,65 pct. med virkning fra 1. oktober 2009. Vi er meget tilfredse med, at udviklingen i Nordea Liv & Pension gør det muligt for os at hæve kontorenten til glæde for kunderne, siger adm. direktør Steen Michael Erichsen, Nordea Liv & Pension.
I forbindelse med fastsættelsen af kontorenten har Nordea Liv & Pension haft fokus på at overholde den stabilitetsaftale, som pensionsbranchen og Økonomi- og Erhvervsministeriet indgik i efteråret 2008.
- Vi har, siden finanskrisen brød ud i sensommeren 2008, lagt stor vægt på ansvarlighed. Netop ansvarlighed har også været en afgørende parameter i forbindelse med tilpasningen af kontorenten. På den ene side har det været vigtigt for os, at vores kunder får andel i den stabilisering, som vi ser på de finansielle markeder. På den anden side er det vores vigtigste opgave at sikre kunderne et solidt afkast på lang sigt. Derfor er stigningen i kontorenten nøje afstemt med vores stigende bonusreserver og de realiserede afkast, som vi har set i 2009, siger Steen Michael Erichsen.
Som en del af Nordea koncernen og med selskabets kapitalstyrke og bonusgrad er Nordea Liv & Pension i dag et af de absolut mest solide pensionsselskaber i Danmark. Det understreges også af, at Nordea Liv & Pension er et af få selskaber, som ikke er eller har været i kursværn.
Yderligere information:
Adm. direktør Steen Michael Erichsen, tlf. 43 33 92 00 Vicedirektør Henrik Engmark, tlf. 43 33 96 00 Pressekoordinator Mikkel Bro Petersen, tlf. 43 33 90 08, mobil 24 83 86 30
|