Det vil få store konsekvenser for iværksættere, der ofte laver uregelmæssige og store indbetalinger til pensionen, ligesom folk, der er kommet sent i gang med opsparingen, også vil blive ramt. Det skriver dagbladet Børsen.
»Det er noget rigtig møg, og der er rigtig mange mennesker, der vil blive ramt. Mange begynder jo sent med pensionsindbetalingerne, fordi de bruger pengene på etablering og daginstitutioner i 30'erne og 40'erne, for så at sætte turbo på opsparingen senere. Men den ny grænse vil betyde, at mange er kommet for sent i gang,« siger Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Nordea.
Smæk til almindelige selvstændige
I oplægget fra regeringen var der lagt op til, at grænsen for fradraget skulle ligge på 250.000 kr., hvilket kun ville få betydning for meget få og velhavende opsparere. Med den ny grænse på 100.000 kr. vil det dog ikke kun være velhaverne, der får skattesmæk, men også helt almindelige selvstændige.
Netop selvstændige vil blive særlig hårdt ramt fordi de ofte indbetaler overskuddet fra deres virksomhed på pensionskontoen. Det betyder, at der i gode år kan komme store summer ind på kontoen, mens der andre år kan komme et rundt nul. De meget svingende indbetalinger gør, at mange vil ramme grænsen på de 100.000 kr.
De selvstændige rammes dog ikke af loftet før 1. Januar 2015


