ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Pensionsloft svækker fremtidens velfærd

Af: Redaktionen



Pensionsloft svækker fremtidens velfærd 

S og SF's forslag om et pensionsloft går stik imod både Velfærdskommissionens og Skattekommissionens anbefalinger. Loftet vil mindske danskeres pensionsopsparing med 14-15 mia. kr. året, vurderer Forsikring & Pension.

Socialdemokraternes og SF's skatteudspil er en meget risikabel vej at gå, når man tænker på fremtidens udfordringer i et globaliseret samfund og udfordringerne i forhold til vores velfærdssamfund. Det mener Forsikring & Pension.

- Skatteudspillet henter finansieringen de forkerte steder, og det vil være til skade for pensionssystemet og vores velfærdssamfund, siger adm. direktør Per Bremer Rasmussen, Forsikring & Pension.

150.000 bliver ramt af pensionsloft
S og SF's skatteudspil foreslår et 100.000- kr.s-loft, der rammer alle typer pension. Det betyder at 23,5 mia. kr. forsvinder ud af den bundne pensionsopsparing. Det er 14-15 mia. kr. mere end effekten af loftet i Forårspakke 2.0, hvor loftet ikke omfatter de livsvarige livrentepensioner. Loftet vil ramme ca. 150.000 mennesker, viser beregninger fra Forsikring & Pension.

- SF og S vil udvide pensionsloftet til også at gælde for livsvarige pensioner. Det går stik imod, hvad både Skattekommissionen og Velfærdskommissionen anbefalede. Når loftet også rammer de livsvarige pensioner, vil det forhindre en stor gruppe mennesker i at spare nok op, siger adm. direktør Per Bremer Rasmussen, Forsikring & Pension.

Skattekommission og Velfærdskommission er imod
Velfærdskommissionen ønskede at danskere skulle spare mere op i livslange pensioner. Både for den enkelte og for samfundet er det vigtigt, at pensionen rækker hele livet. Ellers er risikoen, at der kommer
en stor gruppe meget gamle mennesker, der løber tør for pension og skal forsøges af det offentlige.

Skattekommissionen vurderede, at et pensionsloft ikke skulle gælde de livsvarige pensioner. På den måde vil et loft forhindre spekulation, men ikke forhindre at folk kan sikre sig en ordentlig dækning, når de går på pension, vurderede kommissionen i sin rapport.

Truer vores velfærd
Et pensionsloft vil både give problemer for den enkelte pensionsopsparer og vores velfærdssamfund generelt.

- Loftet er et slag mod opsparing, der er øremærket til forsørgelse i alderdommen. Pensionsopsparing aflaster de offentlige kasser, fordi flere kan forsørge sig selv i alderdommen. Samtidig sikrer de private pensioner staten en stabil indtægt, når pensionerne skal udbetales. Begge dele er vitalt, hvis vi skal ruste vores velfærdssamfund til de mange flere, der fremover går på pension, siger adm. direktør Per Bremer Rasmussen, Forsikring & Pension.




Tilbage