|
|
Medlemmerne i Pensionskassen for Værkstedsfunktionærer i Jernet i Danmark – i daglig tale PVJ – har efter 110 års virke besluttet at overdrage pensionskassens aktiviteter og fremtidige pensionsudbetalinger til PFA Pension. Derved får PFA ansvar for at forvalte de godt to mia. kroner, som de 1.172 nuværende medlemmer i PVJ har stående på deres pensionsordninger.
Ved overdragelsen får pensionskassens medlemmer en forhøjelse af pensionerne på over 24 %, svarende til at medlemmernes formue forøges med ca. 500 mio. kr. Årsagen er, at PVJ’s egenkapital fordeles blandt medlemmerne ved overgangen til PFA.
”Jeg er rigtig glad for den store opbakning, som medlemmerne i PVJ har vist forslaget. Nu har vi fået sikret, at medlemmernes pensionsindbetalinger bliver fordelt på en retfærdig og god måde, samtidig med at der sker en betydelig forhøjelse af medlemmernes pensioner,” siger Per Michelsen, bestyrelsesformand i PVJ.
Med det faktum, at pensionskassen inden for en kortere årrække skulle afvikles, har bestyrelsen arbejdet for at skabe de bedst mulige resultater for medlemmerne, og disse resultater har medført forøgede pensioner for alle medlemmer. Ud af de 270 medlemmer på PVJ’s ordinære generalforsamling i København den 27. april stemte 267 ja til bestyrelsens indstilling. En beslutning der blev endeligt vedtaget på mandagens ekstraordinære generalforsamling. Overgangen sker pr. 15. september 2010.
PFA Pension styrker forretningen
Alliancen med PVJ styrker PFA Pensions position på arbejdsmarkedspensionsområdet, hvilket er i fuld overensstemmelse med den partnerskabsmodel, der er skabt i PFA. Over en årrække er der blevet grundlagt en solid platform for at kunne indgå alliancer og betjene store som små pensionskasser og pensionsselskaber, hvilket eksempelvis er tilfældet med FunktionærPension.
”Vi er rigtig glade for at kunne byde PVJ’s medlemmer velkommen i PFA-familien. PFA er Danmarks største kundeejede pensionsselskab, og vi deler de værdier og den involverende tilgang til pensionskunderne, som medlemmerne har været vant til i PVJ. Vi er overbevist om, at den kloge beslutning som medlemmerne i PVJ har truffet kan være til inspiration for andre,” siger Lars Ellehave-Andersen, koncerndirektør i PFA Pension.
|