|
|
Sampension risikerer en bølge af civile søgsmål efter annulleringen af kundernes garantier. Det skriver dagbladet Børsen.
Det er en konsekvens af, at Finanstilsynet har afgjort, at Pensionskassen Sampension ikke har overtrådt reglerne om ”god skik”, men samtidig slået fast, at spørgsmålet om, hvorvidt det juridisk set er tilladt at annullere afgivne garantier med tilbagevirkende kraft, skal afgøres ved domstolene.
"Når annulleringen gælder med tilbagevirkende kraft, vil jeg helt klart tro, at der er nogle, der sætter et civilt søgsmål ind. Der vil klart være nogle, som har nogle høje garantier og ikke synes, at det er sjovt at give slip på dem, hvis vi skal ind i et 2008-lignende marked igen," siger Gerner Abildtrup, der er pensionsekspert og partner i den uafhængige rådgivningsvirksomhed Bedstpension.
Problemet er ifølge Gerner Abildtrup, at Sampension ikke bare fremadrettet aflyser garantierne, men går tilbage og annullerer garantier, der blev givet for mange år siden, og som opsparere har planlagt deres otium efter. Det er decideret at gribe ind i den enkeltes ejendomsret, mener han.
"Arbejdsgiver har retten til at bestemme, hvor pensionen skal indbetales, og hvor meget der betales ind, men det er en indgroet ret, at policen er arbejdstagers ejendom, og den kan man ikke pille ved. Det er der nu blevet rokket ved, og det synes jeg er meget kritisabelt," siger Gerner Abildtrup til Børsen.
Hvad er pointen? Også direktører i flere andre pensionsselskaber forventer, at der kommer sagsanlæg mod Sampension, men ingen af dem ønsker at kommentere sagen offentligt. Direktør Hasse Jørgensen, Sampension, er ikke umiddelbart bekymret for, at kunderne skal lægge sag an.
"Jeg vil nødig lyde arrogant og sige, at vi ikke er bekymrede, men jeg tror ikke, at nogen vil se et formål med at lægge sag an," siger han.
Ældre Sagen: behov for revurdering Ældre Sagen er overrasket over afgørelsen. Den er ikke i overensstemmelse med Ældre Sagens opfattelse af, hvordan forsikrede, og slet ikke allerede pensionerede, bør være stillet. Ældre Sagen vil tage sagen op med relevante ministre og ordførere. Herunder spørgsmålet om medlemmer af en kollektiv pensionsordning har en dårligere retsstilling end personer med en individuel pensionsordning.
”Med afgørelsen fortsætter udviklingen i retning af, at risikoen placeres hos den enkelte pensionist. Det gør arbejdsmarkedspensioner til et dårligere supplement til den offentlige pension. De ændrede vilkår bør føre til en revurdering af det danske pensionssystem”, siger administrerende direktør Bjarne Hastrup, Ældre Sagen.
|