ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Redder kunder fra førtidspension

 



Selv om der er 30 dages behandlingsgaranti i det offentlige, må mange syge alligevel vente meget længere på at få behandling.

 

Behandlingsgarantien gælder nemlig ikke for undersøgelser og skanninger, og her kan der være mange måneders ventetid, fortæller DR Penge.

 

- Vi har eksempler på medlemmer, der venter otte, ti, tolv og fjorten måneder på at få stillet en diagnose for et dårligt knæ eller ondt i ryggen, siger Torben Möger Pedersen, der er adm. direktør i pensionsselskabet PensionDanmark. Ventetiden er dyr for samfundet. Det koster sygedagpenge, og når folk er sygemeldt i længere tid, stiger risikoen for følgesygdomme.

 

- Vi har sager, hvor folk venter så længe på en undersøgelse, at de i stedet havner på førtidspension, siger Torben Möger Pedersen til DR Penge.

 

Udgifter til sygedagpenge stiger kraftigt
Hver eneste dag får 90.000 danskere sygedagpenge. Over 16.000 har været på sygedagpenge i mere end et år. De sidste fem år er udgifterne til sygedagpenge steget med 16 procent til 15,3 milliarder kroner, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

 

Erhvervsrådet har set nærmere på, hvordan det går folk, der er på sygedagpenge i mere end et år. Tallene viser, at et år efter at de langtidssyge er stoppet med sygedagpenge står kun en ud af tre til rådighed for det ordinære arbejdsmarked, mens to ud af tre er havnet på førtidspension, fleksjob, revalidering eller er tilbage på sygedagpenge igen.

 

Førtidspension: 37,3 milliarder
Det er dyrt for pensionsselskaber, der skal udbetale invalidedækning til en kunde, der kommer på førtidspension. En førtidspension kan hurtigt koste selskaberne flere millioner kroner, og derfor er flere pensionsselskaber som PensionDanmark, Danica Pension og PFA begyndt at tilbyde kunder hurtigere behandling, hvis der er ventetid i det offentlige. Sidste år kom flere end 17.000 danskere på førtidspension, og ved årsskiftet var der i alt 244.600 førtidspensionister. De samlede udgifter til førtidspension var på 37,3 milliarder kroner.

 

På Syddansk Universitet kan professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen godt forstå pensionsselskaberne.

 

- Der er rigtigt mange penge i at få det her til at synge på en anden måde, end det har gjort hidtil. Kan man undgå, at en langtidssygemeldt bliver ført ud på et sidespor, som måske fører til en førtidspension, jamen så skal der ikke være ret mange af de tilfælde undgået, før man har tjent den her indsats hjem, siger sundhedsprofessoren.

 




Tilbage