Det er uacceptabelt, at skatteydere ikke kan stole på Skats rådgivning, mener Dansk Landbrugsrådgivning.
Skats rådgivning holder ikke vand, og det er dybt problematisk, at man som skatteyder ikke kan stole på de udmeldinger, der kommer fra skattemyndighederne.
Det mener Dansk Landbrugsrådgivning, som er fortørnet over, at en landmand har tabt en sag i Landsskatteretten, efter at Skats vejledning er blevet fulgt til punkt og prikke.
»Hele Skats strategi om at vejlede skatteborgere falder til jorden, hvis man ikke kan regne med de svar, man får fra Skat,« siger Morten Homann, skattechef i Dansk Landbrugsrådgivning.
Spurgte Skat i Maribo
Dansk Landbrugsrådgivning spurgte i 2005 Skattecenter Maribo om, hvordan reglerne om såkaldte ophørspensioner skal fortolkes. Ophørspensioner giver landmænd og andre selvstændige mulighed for til en vis grad at flytte overskuddet fra salget af en virksomhed over på en pensionsopsparing.
Dansk Landbrugsrådgivning rettede sig efter svaret fra skattecenteret i forbindelse med rådgivningen af en landmand. Alligevel endte landmanden med at komme i klemme, fordi hans skattecenter ikke ville acceptere den anvendte model.
Sagen endte i Landsskatteretten, som i oktober i år fastslog, at landmanden handlede i modstrid med reglerne. Skattecenter Maribos fortolkning af reglerne var forkert. Den forkerte fortolkning har Skat også brugt på kurser, hvor der er blevet undervist i pensionsregler. Det viser undervisningsmateriale, som Morgenavisen Jyllands-Posten er i besiddelse af.
»Skat skal hjælpe med en forståelse af reglerne. I dette tilfælde har Skat hjulpet med den forkerte forståelse. Det er et fundamentalt problem, som rækker videre end denne sag, hvis man ikke kan stole på de svar, man får. Hvor efterlader det skatteborgernes retssikkerhed?« spørger Morten Homann.
Skat: Beklageligt
Skat kalder forløbet beklageligt.
»Skattecenter Maribo svarede på, hvordan man troede, at reglerne var, men Skat er efterfølgende blevet klogere. Det er beklageligt, men det er, hvad der kan ske, når man fortolker ny lovgivning. Det er ikke sådan, vi gerne vil gøre det, men det er desværre, hvad der kan ske,« siger Winnie Jensen, vicedirektør i juridisk center i Skat.
Hun understreger, at Skattecenter Maribos fortolkning af reglerne fandt sted, før det nye Skat blev etableret i november 2005, og dermed før strategien om mere vejledning frem for kontrol blev født.
»Det er ingen undskyldning, men vi håber da, at vi lever op til den nye strategi,« siger Winnie Jensen.
Dansk Landbrugsrådgivning overvejer at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene.
»Det tænker vi grundigt over, for dette er et principielt problem,« siger Morten Homann.
Kilde: JP/Kristoffer Brahm
Tilbage