ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Slagsmål om pensionskroner

Af: Redaktionen



Med A.P. Møller-Mærsk i spidsen har en række af landets største virksomheder sendt pensionsordninger for et tocifret milliardbeløb i udbud.

 

Jyllandsposten skriver, at adskillige tusinde danske pensionskunder kan se frem til både billigere og bedre pensioner som et resultat af et veritabelt hundeslagsmål, der i øjeblikket udspiller sig i kulisserne i de danske pensionsselskaber om pensioner for et stort milliardbeløb.

 

Selskaberne slås, ifølge avisen, indædt om at erobre store pensionskunder som A.P. Møller-Mærsk, Vestas, Nykredit, BDO Scanrevision og flere, der alle har, eller er på vej til at sende deres pensionsordninger i udbud via forsikringsmæglere. 

 

Administrerende direktør Lars Gundorph, mæglerkoncernen Willis, betegner mange af pensionsselskabernes tilbud som ”vanvittige”.

” Konkurrencen er nu så hård, at stribevis af selskaber nu køber kunder med priser, som vi anser for urealistisk lave, siger han og tilføjer, ”da selskaberne ifølge loven ikke må lade andre kunder betale, må de tære af deres egenkapital, og det er naturligvis helt uholdbart i længden.”

 

Administrerende direktør i mæglerfirmaet AON, Torben Jensen,  siger til avisen:

” Det er på høje tid, at kunderne begynder at fokusere på de omkostninger i selskaberne, der ikke er direkte synlige. Alt for længe har pensionskunderne været fokuseret på præmiestørrelsen, men det er i en sammenligning af de bagvedliggende omkostninger, at de store besparelser for pensionskunderne skal findes,” siger han.

 




Tilbage