ForsidePensionsBeregningPensionsReglerPensionsMarkedPensionsRådgivningPensionsForumArtiklerNyhederOm EIP / Kontakt
Søg i Regler, Nyheder og Artikler
Udvidet søgning



Stabilitetsaftale på pensionsområdet

Af: Redaktionen



Stabilitetsaftalen på pensionsområdet er blevet forlænget et år. Aftalen gælder nu til udgangen af 2010. Det er Økonomi- og Erhvervsministeriet og Forsikring & Pension, der er blevet enige om den nye aftale.

 

FAKTA: Skal forhindre unødigt salg af realkreditobligationer Stabilitetsaftalen skal forhindre, at pensionsselskaberne bliver tvunget til at sælge deres danske realkreditobligationer til lave priser, hvis en ny krise skaber unormale markedsforhold.

 

Forsikringsselskaber og pensionskasser beregner deres hensættelser med udgangspunkt i en europæisk rentekurve, fordi det danske marked er for lille. Når markedet er normalt, følges den europæiske rentekurve og den danske realkreditrente ad.

 

Finanskrisen skabte i en periode et unormalt stort gab mellem de to renter. Værdien af de danske obligationer – som følger de danske renter – faldt, men de regnskabstekniske krav til, hvor mange penge pensionsselskaberne skal sætte til side, faldt ikke tilsvarende, fordi kravene blev beregnet ud fra den europæiske rente. For at få balance kunne pensionsselskaberne blive nødt til at sælge deres realkreditobligationer, selvom priserne var i bund. Det ville være til stor skade for både pensionsopsparerne og det danske obligationsmarked.

 

Stabilitetsaftalen betyder, at den danske realkreditrente indgår i den rentekurve, som pensionsselskaberne bruger til at beregne, hvor meget de skal sætte til side. Dermed risikerer pensionsselskaberne ikke at blive ramt af et stort rentegab.

 

FAKTA: Fortsat loft på kontorenterne

 

Stabilitetsaftalen betyder også, at pensionsselskaberne skal fokusere på at konsolidere sig og genopbygge de økonomiske reserver. Økonomi- og Erhvervsministeriet og Forsikring & Pension har aftalt, at pensionsselskaberne ligesom i den oprindelige stabilitetsaftale skal være tilbageholdne med kontorenter til pensionskunderne. Det er det enkelte pensionsselskab, der fastsætter deres kontorenter. Derfor vil kontorenterne være forskellige i de enkelte selskaber. Men pensionsselskaberne skal ifølge aftalen med Økonomi- og Erhvervsministeriet være tilbageholdne med at give høje kontorenter i 2010.

 

FAKTA: Stabilitetsaftale giver bedre regulering

 

Rentegabet, der opstod under finanskrisen, er nu forsvundet igen. Men Stabilitetsaftalen er blevet forlænget, fordi den sikrer et stabilt marked, hvis der igen kommer finansiel uro.

 

Rentekurven i stabilitetsaftalen giver generelt en bedre regulering. Pensionsselskaberne har ingen særlig fordel, når der ikke er finansiel uro. Men når der er krise, betyder rentekurven, at selskaberne ikke risikerer at få for høje krav til deres hensættelser, fordi vi står uden for euroen. For høje krav til hensættelserne giver i sidste ende forbrugerne mindre udbetalt i pension.

 

Mere information:  Vicedirektør Carsten Andersen

 

Tlf.:33 43 55 90 / e-mail: ca@forsikringogpension.dk

 

 




Tilbage