En borger i Hørsholm sætter over 100.000 kr. til side om året til pension, mens indbyggerne på Lolland kun sparer ca. 30.000 kr. op. Ældresagen er bekymret.
Golfbolden har samme størrelse i alle dele af Danmark, men muligheden for at slå til den og have økonomi til at dyrke en hobby eller to som pensionist vil i fremtiden være meget forskellig fra kommune til kommune.
Danskere i rige kommuner indbetaler nemlig mere end tre gange så meget om året til pensionsopsparinger som mennesker, der bor i mindre velhavende kommuner. Det viser en undersøgelse fra ATP, som samtidig dokumenterer, at forskellen mellem landsdelene øges.
»Det viser på godt og ondt, at vi har opbygget et pensionssystem, som indebærer uligheder i alderdommen. I nogen grad er der selvfølgelig tale om, at disse uligheder afspejler, hvordan ens økonomi har været som erhvervsaktiv,« siger Jens Højgaard, souschef i ældrepolitisk afdeling i Ældresagen.
For Ældresagen er det en bekymrende udvikling.
»Vi er bange for, at ulighederne simpelt bliver for store, og derfor er det på tide, at vi får en større grundpension. Vi foreslår en fire-dobling af indbetalingen til ATP, fordi det vil hjælpe alle,« fortsætter Jens Højgaard.
De gode tider
Professor Michael Møller, Institut for Finansiering ved Copenhagen Business School, er ikke overraskent over, at pensionsindbetalingerne stiger. Det er en konsekvens af de gode tider i dansk økonomi - og måske også ønsket om at slippe billigere i skat.
»Der er ingen tvivl om, at nogle indbetaler ud fra ideen om at slippe billigere i skat eller måske - hvis de rejser til udlandet - at slippe helt for at betale skat. Der er næppe så mange på Læsø, der har tænkt sig at slå sig ned på den franske Riviera,« siger professoren til ATP's nyhedsbrev ”faktum”.
Helt konkret viser ATP's undersøgelse, at en Hørsholm-borger sætter 103.000 kr. ind på diverse pensionsopsparinger hvert år, mens en beboer på Læsø kun bruger 27.000 kr. årligt på at sikre alderdommen. Undersøgelsen omfatter de 30-59-årige. Fast ejendom som pensionsopsparing er ikke talt med.
At trangen til opsparing ikke alene har at gøre med hvor mange penge, der går ind på lønkontoen, er lektor Gunnar Lind Haase Svendsen fra Sydjysk Universitet ikke i tvivl om. Det handler også om kulturelle forskelle mellem landsdelene.
»Folk på Ærø har andre drømme end i de store byer. På Ærø vægter man tryghed og nærhed og lægger mindre vægt på det materialistiske, og det kan være en af forklaringerne på, at folk ikke bruger så mange penge på at spare op til pensionen. De forestiller sig ikke at skulle brænde mange penge af til den tid,« siger han, der baserer sin analyse på en større spørgeskemaundersøgelse blandt borgerne på henholdsvis Ærø og i Odense.
Social kapital
»Samtidig er der også noget, man kan kalde en social kapital i de mindre samfund. Det handler om vennetjenester og om, at man hjælper hinanden uden, at det koster. Hvis man går ind i sin pensionisttilværelse med forvisning om, at hjælpen er til stede i nabolaget, og man i øvrigt ikke har planer om at rejse Jorden rundt på sine gamle dage, er man ikke så optaget af lægge til side,« siger Gunnar Lind Haase Svendsen.
Tilbage