|
|
Op, siger den ene. Ned, siger den anden. Om aktierne i den sidste halvdel af 2010 stiger eller falder, er uhyre vanskeligt at sige noget sikkert om.
Der er vild uenighed om, hvorvidt aktierne skal op eller ned i den sidste del af 2010. En gruppe eksperter venter pæne kurshop, mens en anden frygter en ny nedtur. Blandt optimisterne er aktiestrateg i Dansk Bank Morten Kongshaug, som tror, at de danske aktier kan stige op mod ti procent frem mod nytår.
»Virksomhedernes indtjening på globalt plan ventes at stige med 35 procent i år. Det er slet ikke priset ind i de aktuelle kurser. Aktiemarkedet frygter nærmest en ny recession lige nu. Når kurserne trods dette ikke falder stort, så skyldes det, at indtjeningen er et helt, helt andet sted end i 2008,« siger Morten Kongshaug til Berlingske.
Han afviser også, at de økonomiske stramninger, som er ved at blive sat i søen mange steder, vil slå opsvinget i stykker. »Det vil de store kursfald, som vi har set i eurokursen, og som styrker konkurrenceevnen, modvirke,« siger Morten Kongshaug.
Cheføkonom i Saxo Bank David Karsbøl ser omvendt sorte og faretruende skyer trække sammen over de globale aktiemarkeder. Af samme grund venter han, at kurserne vil ligge pænt lavere om et halvt år. Han har netop udarbejdet en ny større analyse af økonomiske udsigter for resten af 2010, og på den baggrund siger han, at det frygtede dobbelte dip, hvor økonomien ryger ud i en ny nedtur, »afgjort er en mulighed.«
»Sandsynligheden for, at vi få en ny alvorlig nedgang i økonomien er oppe på mindst 50 procent. Rigtig mange af de økonomiske nøgletal især fra USA begynder at se noget sorte ud. Der er eksempelvis stor risiko for, at der kommer en ny nedtur på det amerikanske boligmarked. Samtidig er der alvorlig fare for, at et eller flere lande i Sydeuropa får så store problemer, at de må standse betalingerne inden for et par år,« siger David Karsbøl til avisen.
Direktør Michel van Elk fra ING Investment Management, en af verdens største kapitalforvaltere, vurderer, på linje med Morten Kongshaug, at de globale aktier står foran en nogenlunde god periode.
»Vi er ikke overoptimister, men svagt positive. Vi tror ikke på et dobbelt dip i økonomien. Vi tror heller ikke, at euroen falder fra hinanden, eller at pengepolitikken strammes meget hurtigt. Virksomhedernes indtjening er god, og over 80 procent af de største amerikanske selskaber har i den første del af året klaret sig bedre end ventet. Så udsigterne for andet halvår er nogenlunde gode,« siger Michel van Elk til Berlingske.
|