|
|
Finanstilsynets krav til pensionsbranchen betyder, at danske opsparere årligt går glip af mellem 5 og 15 milliarder kroner i mistet afkast, mener finansmedarbejdernes egen pensionskasse. Finanstilsynet stiller i dag alt for høje krav til pensionsselskabernes kapitaldækning, og det betyder, at danske pensionsopsparere årligt går glip af mellem 5 og 15 milliarder kroner i afkast. Det vurderer Steen Jørgensen, administrerende direktør i Finanssektorens Pensionskasse: »Finanstilsynet har været god til at sætte fokus på risikoen, men til gengæld har det også været meget snærende og tvunget pensionsselskaberne til at nedbringe aktieandelen,« siger direktør Steen Jørgensen. Pensionskassedirektøren mener, at Finanstilsynet i sine krav til pensionsbranchen blandt andet ikke tager højde for, at renteniveauet ikke vil være konstant de næste 30-40 år, og at indbetalingerne i de næste mange år vil vokse og vokse. De skrappe regler går især ud over investeringsfriheden på de traditionelle gennemsnitsrenteopsparinger, hvor opsparernes penge investeres i én stor, fælles pulje, og Steen Jørgensen vurderer, at den stramme styring giver risiko for at gennemsnitsrentemiljøet forsvinder. Finanstilsynet har ingen planer om at lempe på reglerne for trafilyset, der angiver selskabernes solvens. »Formålet med reglerne er at give kunderne en tilstrækkeligt høj sikkerhed for, at de kan få indfriet de løfter, som virksomhederne har stillet dem i udsigt. Ellers kunne man jo love kunderne en hel masse, som de måske ikke ville få opfyldt,« siger direktør Henrik Bjerre-Nielsen. I øjeblikket arbejdes der i EU-regi på at lave nye solvensregler for hele forsikringsbranchen, herunder pensionsselskaberne.
|