|
|
Betaler du topskat, og havde du planlagt at lade SP-opsparingen blive stående hos ATP, så gør du klogt i at hæve pengene i år og sætte dem ind på en arbejdsgiveradministreret pensionsopsparing inden nytår. Der kan være rigtig mange penge at hente. - Det er meldingen fra PFA Pension, efter regeringen har bestemt, at alle SP-penge skal udbetales senest 30. april 2010.
Der er således en stor skattemæssig fordel for alle topskattebetalere i at hæve SP-opsparingen i år og indsætte dem på en arbejdsgiveradministreret rate- eller livrentepension som en ekstra indbetaling inden den 1. januar 2010.
Se eksempel.
Venter du til næste år eller til SP-opsparingen tvangsudbetales til april, så bliver skattefradraget nemlig sat ned fra 59 % til 51,5 % og dermed bliver fordelen mindre.
”Vi går ud fra at en stor del af de personer, der endnu ikke har fået SP-pengene udbetalt, har tænkt, at de blot vil lade pengene blive stående, og dermed udskyde udbetalingen til de går på pension. Da pengene snart tvangsudbetales, kan det bedst betale sig at få pengene udbetalt i år, og i stedet gennem sin firmapension øge sin pensionsindbetaling”, siger Peter Rosenlind-Nissen, direktør Salg – Pensionskunder hos PFA pension.
PFA forventer at omkring en tredje del af de resterende 4,9 mia. kr. vil blive indbetalt til pension.
Fakta om SP-opsparingen Den 1. oktober 2009 var der 475.000 kontohavere med et samlet indestående på i alt 4,9 mia. kr. tilbage i SP-ordningen. I gennemsnit har hver tilbageværende kontohaver 9900 kr. stående. Mere end 2,4 mio. kontohavere havde på dette tidspunkt bedt om at få deres indestående udbetalt – svarende til 87 pct. af de kontohavere, der havde modtaget orienteringsbrev om udbetalings-muligheden, og 83 pct. af samtlige kontohavere i SP.
PFA Pension har vi fået lavet en undersøgelse i september, der viser, at godt hver fjerde dansker har brugt hele eller dele af SP-opsparingen på pension. |