ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Virksomheder bør tage sundhedsansvar

Af: Redaktionen



Det er PFA’s holdning, at både samfundet og virksomheder vinder, når virksomheder tager sundhedsansvar over for deres ansatte. Det offentlige kan ikke alene løfte opgaven med at forbedre folkesundheden. Her kan private virksomheder gøre en forskel.

 

”Hvis vi skal lykkes med sundhed og forebyggelse, er det ikke nok, at man gør en indsats i den offentlige sundhedssektor og i private hjem i fritiden. Der er et enormt samfundspotentiale ved at arbejde med forebyggelse og sundhed på arbejdspladserne,” siger direktør for PFA Sundhed Anette Damgaard.

 

Hun peger på, at det vil betyde en samfundsøkonomisk gevinst, fordi virksomhedernes sundhedsansvar betyder færre sygedage, færre langtidssyge og nedslidte og færre på sygdomsrelaterede overførselsindkomster. Samtidig betyder det højere økonomisk vækst og højere skatteindtægter, fordi flere kan bidrage aktivt på arbejdsmarkedet.

 

Store besparelser for alle parter

 

Det er ikke kun samfundet, der har gavn af sundhed på arbejdspladsen. For virksomhederne betyder sundhedsansvar øget produktivitet, medarbejdertilfredshed og personalefastholdelse – og mulighed for at få medarbejdere hurtigt tilbage fra sygdom. For medarbejderne betyder virksomhedernes sundhedsansvar bedre sundhed og trivsel, tryghed samt større social og økonomisk tryghed i forhold til sygdom og uarbejdsdygtighed.

 

”Vi kan se, at både medarbejdere, virksomheder og samfund har sociale og økonomiske fordele af, at virksomheder gør en indsats for at styrke sundheden blandt medarbejderne. Progressive virksomheder vil ikke sidde denne mulighed overhørig,” afslutter Anette Damgaard.

 

Stress til livs

 

Et område, hvor virksomhederne især kan tage sundhedsansvar for deres ansatte er med hensyn til stress. Stress er en af de store syndere, og hos PFA blev antallet af sager med psykiske skader firedoblet i perioden 2001 til 2007. PFA introducerede derfor i 2008 nye skadesbehandlingsprincipper, hvor man gør en ekstra indsats for opfølgning på allerede tilkendte invalidepensioner.

 

Den nye indsats har givet resultater. Af de sager, som PFA har haft indtil videre i 2009, er 35 pct. endt med en raskmelding.

 

”Vi kan se, at en hurtig og aktiv indsats nytter. Både den enkelte, virksomhederne, PFA og samfundet er vindere. Samfundsmæssigt er det en stor gevinst, hver gang der flyttes en person fra passiv forsørgelse til et aktivt arbejdsliv,” siger Anette Damgaard.




Tilbage