ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm os
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Voldsom skævhed afværget

Af: Redaktionen



Ældre Sagen hilser det velkomment, at genopretningsaftalen ikke indebærer en fastfrysning af overførselsindkomster i to år, herunder folke- og førtidspension.

 

”Det ville have indebåret en voldsom skævhed, hvor de smalleste skuldre skulle bære de største byrder. Derfor er det rigtig godt, at politikerne har skrottet det forslag i den endelige aftale”, siger direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup.

 

Ældre Sagen er ligeledes tilfreds med, at den annoncerede besparelse på fire milliarder kroner på de kommunale budgetter er taget af bordet.

 

Ældre Sagen noterer sig, at dagpengeperioden halveres fra fire til to år. 

 

”Det er nu op til virksomhederne at vise, at de er parate til at beholde seniorerne og bruge deres kompetencer, så de ikke ryger ud i ledighed og ud af dagpengesystemet,” understreger Bjarne Hastrup

 

I forlængelse heraf foreslår Ældre Sagen, at personer over 65 år, der er aktive på arbejdsmarkedet, kan beholde deres dagpengeret. Efter gældende regler forsvinder dagpengeforsikringen, når du fylder 65 år. Herefter udmeldes du automatisk af din a-kasse. Det vil Ældre Sagen have lavet om på.

 

”En moderne udgave af dagpengesystemet bør indrettes med henblik på at motivere flest muligt til at fortsætte længst muligt, og derfor skal automatikken i systemet vendes om. Derfor foreslår vi, at hvis di er tilmeldt en a-kasse og er erhvervsaktiv, og ikke selv søger om folkepension, så fortsætter du som medlem i din a-kasse og overgår automatisk til opsat folkepension, når du fylder 65”, udtaler Bjarne Hastrup.




Tilbage