|
Investeringsbeviser for alle
De fleste investeringsbeviser købes og sælges gennem banker. Det kræver blot, at du opretter et depot. I bankerne får du rådgivning om, hvordan du kan anvende investeringsbeviser. Derudover kan du f.eks. investere i investeringsbeviser gennem de særlige unit link-ordninger. Cirka 850.000 danskere ejer investeringsbeviser. Næsten alle former for opsparing kan placeres i investeringsbeviser. Her er nogle eksempler: Per på 7 år har en børneopsparing. Hans mor styrer investeringerne. Da tidshorisont er lang, lægger hun hovedvægten på beviser med aktier.
Ole på 27 sparer op til udbetalingen på et hus om fem år. Han søger en ret sikker investering og har derfor flest investeringsbeviser med obligationer.
Pernille på 34 vil rejse jorden rundt, når hun bliver 45. Hun køber en portion beviser hvert kvartal. Hun søger den mest enkle investering og har derfor blandede afdelinger, hvor hun i et og samme investeringsbevis får både aktier og obligationer.
Jens på 44 har en kapitalpension, som han løbende investerer i investeringsbeviser. Jens spreder sin opsparing over forskellige afdelinger for at få en risikospredning til både danske og udenlandske værdipapirer.
Peter er selvstændigt erhvervsdrivende og benytter virksomhedsskatteordningen. Han anbringer en del af overskuddet i lagerbeskattede investeringsbeviser med aktier.
Ida på 63 har netop fået en pension udbetalt og har nu købt investeringsbeviser for at kunne forsøde sin alderdom. Da hun har brug for et vist kontant beløb hvert år, har hun lagt hovedvægten på beviser med danske obligationer.
Carl på 74 bruger sin fritid på aktieinvesteringer. Han ejer aktier i flere danske selskaber, men bruger investeringsbeviser til sine udenlandske investeringer.
Og så har vi slet ikke nævnt de mange fonde, institutionelle investorer, kommuner, erhvervsvirksomheder m.v., som også investerer gennem investeringsforeningerne.
|