Aktier
Aktieinvesteringer er velegnede til de mere langsigtede pensionsopsparinger. Det betyder, at man bør justere sammensætningen af sin pensionsopsparing således, at aktieandelen generelt bør være høj, hvis der er lang tid til pensioneringstidspunktet, og lav, hvis der er kort tid, til man ønsker at gå på pension.
Risikospredning
For at sprede risikoen, kan det anbefales at lægge sine aktieinvesteringer i en række selskaber i forskellige brancher, og måske også sprede sig på både danske og udenlandske aktier, således at man ikke er så følsom, hvis et enkelt papir falder voldsomt i kurs.
Såfremt der ikke er tilstrækkeligt med midler til at foretage denne spredning, kan man vælge at investere i puljer eller købe investeringsbeviser.
Udbytte
Aktier giver ofte et årligt udbytte til aktionærerne, såfremt regnskabsresultatet giver mulighed for det. Udbyttet er dog ofte lavere end den direkte rente på en tilsvarende investering i obligationer. Det høje afkast, som aktier ifølge undersøgelserne giver, fremkommer derfor hovedsagelig ved kursstigninger på aktierne.
Maksimal investering i ét selskab
Ved investering i aktier må der i henhold til loven maksimalt investeres 20 pct. af opsparingen i ét selskab, dog må der altid investeres i et enkelt selskab for et beløb, der svarer til det maksimale indskud om året på en kapitalpension. Disse begrænsninger gælder ikke ved investering i investeringsforeninger og ved puljer, hvor investeringerne automatisk er spredt.